Henter kommentarer

Storbanker: Aktier er stadig for dyre

Selv om de amerikanske aktier mandag handles markant i minus og dermed er gået ind i et bjørnemarked med et fald på mere end 20 pct. siden den seneste rekord sat i starten af januar, så afspejler prissætningerne endnu ikke risici i selskabernes indtjening og svagere forbrug.

Det skriver Bloomberg News.

- Risikopræmierne for aktier afspejler ikke risikoen i forhold til væksten, der øger på grund af presset på indtjeningsmarginerne og på grund af svagere efterspørgsel fra forbrugerne, som strammer op, skriver Michael Wilson, chefstrateg hos Morgan Stanley, i en kommentar mandag.

Indikatoren for forbrugertilliden fra University of Michigan viste fredag et overraskende fald til 50,2 i juni, det laveste niveau siden 1978, fra 58,4 måneden før, mens 58,1 var ventet, ifølge Bloomberg News.

Hos Goldman Sachs fremhæves også, at forventningerne til indtjeningen stadig er for høj i markedet.

- Aktievurderingerne er fortsat langt fra nedtrykte, er kommentaren fra chefstrateg David Kostin, som dog peger på, at udsigten til markante renteløft fra Federal Reserve, som kæmper med den tårnhøje inflation, har lagt et loft over prissætningerne.

Trods nedturen for aktierne siden januar ser Morgan Stanley, at S&P 500 kan falde yderligere til 3400 point, eller 10 pct. mere fra mandagens niveau, frem mod midten af august, hvis en recession undgås.

Goldman Sachs forventer derimod, på lidt længere sigt frem mod udgangen af 2022, at prissætningerne vil holde sig flade, og at det toneangivende indeks vil stige med 13 pct. til 4300 point, da selskabernes indtjening henover året vil stige igen.

Det brede markedsindeks falder mandag med 2,7 pct. til knap 3800 indekspoint.

.\˙ MarketWire