Den tidligere amerikanske præsident, Donald Trumps medieselskab, Trump Media & Technology Group faldt torsdag til sin laveste kurs nogensinde.

Aktien lukkede i kurs 14,7 dollar efter at være faldet med 5,9 pct. Dermed er aktien faldet med 70 pct., siden den blev noteret til tilbage i slut marts. 

Dykket kom dagen før en særlig klausul stod til at udløbe. Siden børsnoteringen af DJT-aktien har der nemlig været en klausul, der har gjort, at de store investorer ikke må sælge ud af deres aktier i selskabet. Den klausul ophører dog i dag den 20. september.

Dette gør det muligt for storaktionær og republikansk præsidentkandidat, Donald Trump at sælge ud af sine aktier i selskaber. Donald Trump ejer 114,75 mio. aktier i selskabet, og målt ud fra tirsdagens lukkekurs var hans andel omkring 2,43 mia. dollar værd, mens hele selskabet samme dag havde en værdi på 3,5 mia. dollar.

Trump har dog tidligere på ugen meldt ud, at han ikke har planer om at sælge ud af sine aktier på nuværende tidspunkt. 

Eksperter har tidligere påpeget, at eftersom Donald Trump ejer så mange aktier i selskabet, kan han næppe sælge ud af disse aktier, uden han ender med at sende selskabets aktier helt til bunds på samme tid.

Selskabet Trump Media & Technology Group er mest kendt for at stå bag det sociale medie Truth Social. 

Læs også: Amerikansk gigant skifter topchef – aktien flyver op

Læs også: Storbank udpeger 'skjult juvel' – aktien er eksponeret mod Nvidia og kunstig intelligens