Nvidia faldt tirsdag 1,3 pct., selv om to store finanshuse blev mere positive på aktien i den amerikanske computerchipmastodont op til regnskabet onsdag 20. maj efter børsluk.

Storbanken Morgan Stanley hævede sit kursmål for Nvidia fra 260 til 285 dollar og fastholdt anbefalingen 'Overvægt'. Banken tror kort sagt fortsat, at aktien kan klare sig bedre end markedet generelt, hvilket også afspejles i, at banken ser et kurspotentiale på 28 pct.

Børshuset KeyBanc hævede også sit kursmål, fra 275 til 300 dollar, og gentog også sin positive anbefaling. Det svarer til et kurspotentiale på 35 pct.

Alligevel endte aktien lavere i mandagens børshandel, bemærker AL Sydbank.

Investorerne havde blandt andet fokus på udtalelser fra Nvidias topchef, Jensen Huang, om selskabets muligheder i Kina. I et interview med Bloomberg TV sagde han mandag, at han på længere sigt forventer, at Kina igen vil åbne op for import af amerikanske AI-chips.

Huang deltog i præsident Donald Trumps møde med Kinas præsident Xi Jinping i Beijing. Han understregede dog, at han ikke direkte talte med kinesiske embedsmænd om salg af Nvidias H200-chip. Ifølge Huang blev emnet dog berørt i de officielle forhandlinger.