Henter kommentarer

Storinvestor gik i kødet på Danske Bank - nu står Kina for skud


Pensionskassen Akademiker Pension vil i den kommende tid rydde godt og grundigt op i porteføljen med kinesiske investeringer. Selskabet, der for nyligt var ude med riven i forhold til Danske Banks seneste møgsag, vil nu ekskluderer Kina som investeringsunivers. Læs mere om storinvestorens massive kritik af Danske Bank her.

- Vi har længe haft Kina under observation. Det er velkendt, at landet systematisk overtræder menneskerettighederne, og vi kan ikke længere vende det blinde øje til, siger Jens Munch Holst, direktør i AkademikerPension i en pressemeddelelse.

Selskabet oplyser til Euroinvestor, at der dog ikke bliver tale om en fuldstændig udelukkelse af kinesiske selskaber. Kun virksomheder, der er direkte kontrolleret af staten bliver ekskluderet. I den kommende tid bliver porteføljen gennemgået og først på listen står kinesiske selskaber. Aktierne er mere komplicerede at ekskluderet og Akademiker Pension oplyser til Euroinvestor, at virksomheder som Tencent, Alibaba og Baidu ikke nødvendigvis bliver solgt fra. Det vil den nærmere gennemgang afgøre.

De 400 mio. kr. i forventede likvider fra frasalget blive geninvesteret primært i emerging markets.

AkademikerPension har blandt andet skelet til Kinas aktuelle sikkerhedslov for Hongkong, at over en million uighurer sidder i opdragelseslejre, at Kina flittigt anvender dødsstraf og forfølger minoriteter og politiske modstandere.

- Vores ambition i AkademikerPension er at skærpe profilen, når det handler om ansvarlighed. Vores motto er, at afkast og ansvarlighed skal gå hånd i hånd, og når vi taler om ansvarlighed er det svært at argumentere for, at vi skal beholde Kina i vores portefølje, siger Jens Munch Holst.