Henter kommentarer

Stort dansk fagforbund varsler strejke mod Tesla


Et af danmarks største fagforbund, 3F, varsler nu en såkaldt sympatistrejke mod elbilsproducenten Tesla

Det er afdelingen 3F Transport, som som ønsker at vise støtte til den svenske fagforening IF Metall, der gennem de seneste seks uger har været i konflikt med den amerikanske elbilsproducent og dennes CEO Elon Musk. Derfor har 3F sendt et sympatikonfliktvarsel til Dansk Arbejdsgiverforening fremgår det af en pressemeddelelse. 

»Selvom man er en af de rigeste i verden, kan man ikke bare lave sine egne regler. Vi har nogle aftaler på arbejdsmarkedet i Norden, og dem må man overholde, hvis man vil drive virksomhed her. Solidaritet er grundstenen af fagbevægelsen og strækker sig på tværs af landegrænser. Derfor tager vi nu de redskaber, som vi har, og gør brug af dem for at sikre kollektive overenskomster og retfærdige arbejdsvilkår,« lyder det fra 3F Transports formand, Jan Villadsen i en pressemeddelelse. 

Læs også: 'Det er vanvittigt': Elon Musk ser rødt over strejke på den anden side af Øresund

Han tilføjer: 

»Med sympatikonflikten går vi nu ind og lægger yderligere pres på Tesla. Vi håber naturligvis, at de kommer til forhandlingsbordet hurtigst muligt og tegner overenskomst,« siger Jan Villadsen, formand for 3F Transport.

Den svenske fagforening IF Metall har været i konflikt med Tesla i mere end en måned. Konkret handler tvisten om, at fagforeningen gerne vil have Tesla til at at indgå overenskomst for de ansatte på selskabets værksteder. 

Som det også tidligere har været omtalt, har der også i Sverige været flere sympatistrejker - hvilket betyder, at havnearbejdere, elektrikere og postarbejdere ikke vil udføre arbejde relateret til Tesla. Særligt de postansattes strejke har fået Elon Musk til at se rødt - der kan nemlig ikke leveres nummerplader til Tesla-biler, når de strejker, og derfor kan ingen nye Tesla'er tages i brug på den anden side af Øresund. 

Tesla direktøren har blandt andet skrevet »This is insane« om den svenske strejke på det sociale medie X. 

Det danske konfliktvarsel betyder, at 3F Transport om 14 dage vil sikre, at eksempelvis havnearbejdere og chauffører ikke vil modtage og transportere Tesla-biler der skal til Sverige, fremgår det af pressemeddelelsen. Alle medlemmer af 3F Transport bliver omfattet af sympatikonflikten. 

Læs også: Børshus: Køb disse 10 aktier i december til næste års optur

Læs også: Lille dansk selskab nedjusterer forventningerne