Det store danske forlag Gyldendal har udpeget sin næste formand.
Bestyrelsen hos forlaget har indstillet Sidsel Marie Kristensen som ny formand for bestyrelsen, efter at tidligere Matas-topchef Gregers Wedell-Wedellsborg udtræder af bestyrelsen.
Sidsel Marie Kristensen er administrerende direktør i LEGO Fonden og direktør i LEGO Foundation Investments og har været medlem af Gyldendals bestyrelse siden 2023
»Det er en ære for mig at kunne se frem til at påtage mig formandskabet. Gyldendal er en institution, som spiller en betydningsfuld rolle i det danske samfund,« udtaler Sidsel Marie Kristensen.
»Særligt i omskiftelige og udfordrende tider som disse er der brug for det, Gyldendal står for, nemlig læremidler og litteratur af høj kvalitet, der kan bidrage til både dannelse og underholdning. Jeg ser frem til at bidrage til forlagets fortsatte udvikling i tæt samarbejde med ledelsen,« tilføjer hun.
Gyldendal-aktien er steget med 28,5 pct. i 2025 indtil videre.

