Det store amerikanske finanshus Morgan Stanley har ændret sit syn på det amerikanske chipselskab Advanced Micro Devices (AMD). 

Det fremgår af data fra finanstjenesten Bloomberg. 

Morgan Stanley og analytiker Joseph Moore har således sænket sin anbefaling på AMD-aktien fra tidligere 'overvægt' til nu at være på 'ligevægt'. 

Det betyder kort sagt, at finanshuset nu mener, at AMD-aktien bør vægte det samme i investorernes portefølje, som den gør i markedet. Tidligere mente finanshuset, at man burde have flere AMD-aktier - altså en overvægt - end selskabet fylder på markedet. 

Læs også: Aktieanalysechef advarer mod det, som investorer gør i øjeblikket

Finanshuset mener blandt andet, at investorernes forventninger til AMD er for høje. 

Mens AMD's produkter sandsynligvis vil vinde markedsandele i klient- og server-CPU-markederne i år, efterlader de høje forventninger til virksomhedens AI-forretning »ikke meget plads til yderligere stigninger«, skriver analytiker Joseph Moore i en note ifølge Bloomberg. 

Han fastholder dog sit kursmål på 176 dollar per aktie, hvilket er ca. 17 dollar over den nuværende aktiekurs på 160,3 dollar tirsdag morgen dansk tid. 

AMD-aktien faldt med 4,4 pct. i mandagens aktiehandel, men er steget med 28,3 pct. det seneste år. 

AMD er et af verdens største chipselskaber og har en markedsværdi på lige under 260 mia. dollar. 

Millionærklubben byder onsdag d. 19 juni indenfor til Millionærklubben Eksklusiv. Du kan møde holdet bag Millionærklubben i et helt særligt underholdende eksklusiv-arrangement. Der skal gøres status på panelets aktiekonkurrence her ca. 6 måneder inde i 2024, hvor de skal stå til ansvar for de valg, de tog, da året startede. Holder de fast i deres aktier eller hvilke aktier tror de på nu? Det kan du blandt andet få svar på. Din vært er Bodil Johanne Gantzel og du kan møde det faste hold, der består af Lau Svenssen, chefanalytiker hos Svenssen & Tudborg, Lars Persson, teknisk analytiker hos Aktierådet, Michael Friis Jørgensen, aktiechef hos HC Andersen Capital, Michelle Nørgaard, senior aktiestrateg hos Jyske Bank, Anders Bæk, civilingeniør, forfatter og privat investor med særligt fokus på teknologi og AI. Køb billetter her: https://www.euroinvestor.dk/nyheder/kommende-arrangementer