Henter kommentarer

Stort paradoks onsdag aften - torsdag kan danske boligrenter dykke

Foto: Anders Kristensen
Vis mere

Man skal holde tungen lige i munden for at følge strømmen af analyser og kommentarer forud for aftenens helt afgørende møde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

Nu melder den danske realkreditkæmpe Totalkredit ud med en opsigtsvækkende analyse. Ifølge chefanalytiker Sune Malthe-Thagaard fra Totalkredit kan et overraskende stort rentehop fra den amerikanske centralbank på 1 procentpoint betyde, at renterne på danske boliglån falder torsdag.

Logikken ifølge Totalkredit-analytikeren er, at centralbanken i USA risikerer at stramme så meget, at verdensøkonomien for alvor kommer i problemer - og så kan obligationsrenterne dykke igen, præcis som de plejer at gøre, når krisen kradser.

»Overrasker Jerome Powell i aften og sætter renten op med 1 procentpoint, så kan det give lavere boligrenter i Danmark i morgen. Det skyldes, at markederne kan begynde at spekulere i øget risiko for en så markant nedgang i væksten og dyb recession, at renterne snart skal ned igen,« skriver Sune Malthe-Thagaard i en kommentar.

»Vi er et sted i øjeblikket, hvor centralbankernes pengepolitik i den grad tager kraft ud af efterspørgslen for at sætte inflationen skatmat. Men tager centralbankerne for dristige rente-træk mod inflationen, så kan det betyde, at markederne frygter, at det er væksten, der bliver sat skatmat,« skriver han.

Rationalet er ifølge chefanalytikeren, at en meget stor nedgang i væksten betyder, at centralbankerne vil blive nødt til at sænke renterne igen inden for kort tid for igen at sætte gang væksten.

Læs også: Økonom om Nationalbankens dystre analyse: 'Desværre realistisk'

Læs også: Nationalbankens dystre udsigt: Boligpriserne vil falde i flere år