Et omfattende aktiekollaps. Det kan være, hvad der venter os, hvis en strateg fra en fransk storbank får ret i sine forudsigelse.
»Det vil ende i tårer. Det er jeg sikker på.«
Sådan lyder advarslen fra den mangeårige markedsstrateg Albert Edwards fra Société Générale i en Bloomberg-podcast.
Det er ikke storbankens officielle linje, at amerikanske aktier er i en boble, men Albert Edwards har fået til opgave at se på markedet med andre øjne end bankens officielle linje.
Og det er måske en god idé. Albert Edward forudså nemlig it-boblen i 1990'erne, og han frygter, at vi vil se en lavine af kursfald, der sender aktierne ud i kursfald på 30-50 pct.
Nedsmeltningen kan blive udløst af tech- og AI-selskaberne, der sender markedet op i et niveau, som han mener er direkte usundt.
Albert Edwards ser klare paralleller til stemningen under it-boblen i slutningen af 1990’erne, hvor teknologisektoren også blev handlet til historisk høje værdiansættelser.
Men denne gang kan konsekvenserne blive endnu mere alvorlige, advarer han.
Det sker på et tidspunkt, hvor amerikanske aktier i forvejen er meget højt prissat. De koster ifølge Fortune mere end 30 gange deres forventede indtjening. Investorer betaler med andre ord 30 kr. for hver krone, virksomhederne forventes at tjene det næste år.
Det er et tegn på, at aktierne er blevet meget dyre i forhold til, hvor mange penge selskaberne reelt tjener.
Det er også et tegn på, at investorer betaler rigtig meget nu i håb om, at virksomhederne tjener endnu mere i fremtiden, bemærker Fortune. Det gør markedet mere sårbart, hvis forventningerne ikke bliver indfriet.
Men hvor tidligere bobler typisk bristede, når toneangivende centralbanker forsøgte at lægge en dæmper på økonomien ved at hæve renten, kan kursfaldet blive udløst af det modsatte.
Albert Edwards vurderer, at den amerikanske centralbank snart vil være tvunget til at genoptage de såkaldte kvantitative lempelser (QE) for at stabilisere problemer på pengemarkederne.
Kvantitative lempelser betyder, at centralbanken hælder flere penge ud i økonomien ved at købe obligationer, så det bliver billigere for både virksomheder og privatpersoner at låne penge.
Men hvis centralbanken tillader, at der flyder flere penge ind i systemet, kan det skabe en endnu kraftigere kursrus på aktiemarkedet – et såkaldt meltup - advarer Albert Edwards.
Og jo højere markedet presses op af billige penge, desto mere voldsomt kan faldet blive, når boblen brister, forklarer strategen.
En anden faktor, der bekymrer Albert Edwards, er den amerikanske økonomis skrøbelighed. Forbrugsvæksten bæres i høj grad af de rigeste 20 pct. af husholdningerne – en gruppe, hvis formuer er tæt knyttet til udviklingen på aktiemarkedet.
Et kraftigt fald på for eksempel 30-50 pct. kan derfor hurtigt sprede sig til bred økonomisk nedtur, påpeger han.
Samtidig ser han en farlig tendens blandt private investorer, som opfordres til ukritisk at købe op, når aktierne falder tilbage i forventning om, at aktier altid vil komme stærkt tilbage.
Hvis aktierne ikke stiger igen, risikerer mange småinvestorer at stå med betydelige tab, bemærker han.

