AI-aktier i både Asien og Europa har pil ned, efter at topchefer i SpaceX, Anthropic og OpenAI har advaret om, at der er behov for at bremse udviklingen af kunstig intelligens.

De brede kursfald er dog en 'gylden mulighed' for at købe sig ind i temaet for langsigtede investorer. Det mener Danske Banks investeringsstrateg Lars Skovgaard Andersen.

Han påpeger at advarslerne kommer fra de virksomheder, der aktivt er i markedet for at hente penge til at investere i AI:

-De aktuelle advarsler skal næppe tolkes som et tegn på, at AI-boomet er ved at stoppe. Snarere illustrerer de spændingsfeltet mellem ønsket om mere kontrol og sikkerhed på den ene side og et globalt AI-kapløb på den anden, hvor virksomheder og nationer fortsat investerer massivt for at sikre sig en førerposition, skriver Danske Bank-strategen og fortsætter:

-Har man ingen eksponering mod AI, kan de seneste kursudsving være en anledning til gradvist at bygge en position op. Har man allerede en betydelig eksponering, kan yderligere opkøb stadig være relevante, men det øger samtidig porteføljens afhængighed af, at AI-temaet fortsætter med at levere vækst.