Henter kommentarer

Strateg: Det minder mig om dotcom-boblen


Det er tæt på umuligt at forudse, hvilke selskaber, der bliver fremtidens vindere.

Og derfor er sikrest at investere bredt, når man vil poste penge i en større trend.

Det er budskabet fra Henrik Drusebjerg, der er investeringsstrateg i Quintet Private Bank, i tirsdagens udgave af Euroinvestors podcast Millionærklubben.

Budskabet kommer i forbindelse med, at Saxo Banks investeringsdirektør, Steen Jakobsen, tror på, at der de næste fem-ti år er ekstraordinære gevinster at hente ved at investere i den fysiske verden – fremfor i den digitale verden.

Men hvilke selskaber skal man så putte sine penge i, hvis man vil investere i det tema, spørger Henrik Drusebjerg retorisk:

»Det minder mig om dotcom-boblen. Hvis man kiggede på en liste over de største selskaber i slut 00erne, og de største i 2010 er de stort set byttet rundt,« siger Henrik Drusebjerg og understreger:

»Det er meget, meget svært at stå i dag og forudsige, hvem der bliver vinderne. Temaet vinder big time, men du risikerer at vælge de forkerte selskaber.«

Drusebjerg påpeger, at han selv ville gå til temaet ved at investere i ETF'er. Det vil sige fonde, hvor man ikke investerer i ét selskab, men derimod bredere. Der findes ETF'er med rent vand og rent energi, lyder det:

»Det vil klart være der, jeg vil starte på det her stadie, for det er så svært at forudsige vinderne,« siger Henrik Drusebjerg.

På et større plan tror Saxo Banks Steen Jakobsen på, at verden står overfor de 10 mest produktive år, hvor der kommer mange innovative løsninger på bordet.

Det skal ses i lyset af, at der er i Steen Jakobsens optik er investeret ganske lidt i den »reelle verden«. Den fylder kun 10 procent af økonomien, lyder det, men skal vokse til op mod 20-25 procent. Den »reelle verden« dækker blandt andet energi, råvarer og logistik.

Læs også: Cheføkonom: Disse investeringer vil vinde frem

Læs også: Børshus: Det bliver helt fantastisk at eje disse aktier de næste 10 år