Novo Nordisk-aktien bløder tirsdag aften på den amerikanske børs, hvor investorer har mulighed for at reagere på de nye meldinger, der er kommet fra den danske medicinalmastodont
Markedet havde forberedt sig på en forsigtig udmelding og faldende salg fra Novo Nordisk, der er kendt for sælge diabetes- og fedmemedicin.
Men omfanget af tilbagegangen i salget og indtjening i 2026, som selskabet nu varsler, har overgået selv de mest pessimistiske forventninger. Det vurderer Lars Hytting, der er investeringsstrateg hos milliardforvalteren ArthaScope, ifølge Bloomberg News.
Novo Nordisk har tirsdag efter børsluk advaret om, at salget kan falde 5-13 pct. i 2026. Investorerne har reageret ved at sende aktien ud i et fald, der på et tidspunkt nåede 15 pct. Det skyldes ifølge Lars Hytting, at der er sket et tydeligt stemningsskifte omkring selskabet.
»Jeg tror ikke, at selv den mest skeptiske aktieanalytiker havde forudset et omsætningsfald på 5–13 pct,« siger Lars Hytting til Bloomberg og tilføjer:
»Det tegner virkelig et billede af et presset Novo.«
Ifølge Novo Nordisk vil det globale marked for GLP-1-lægemidler ganske vist fortsætte med at vokse i år, drevet af flere patienter og højere salgsvolumener. Men lavere realiserede priser ventes at tynge indtjeningen.
Novo Nordisk fremhæver blandt andet politisk pres i USA, hvor præsident Donald Trump har arbejdet for lavere medicinpriser.
Novo Nordisk vil også lide under, at selskabet mister retten på eksklusiviteten på semaglutid i flere lande, hvilket ifølge selskabet også vil ramme salget. Det skyldes at semaglutid løber af patent i eksempelvis Kina i 2026.
Trods de dystre udsigter forsøgte Novo tirsdag at sende et beroligende signal til markedet ved at annoncere et nyt aktietilbagekøbsprogram på op til 15 mia. kr.
Udmeldingen kommer efter et særdeles vanskeligt 2025, hvor Novo-aktien oplevede sit værste år nogensinde. En tabletudgave af fedmemidlet Wegovy har dog skabt en smule fornyet optimisme blandt investorer.
For Lars Hytting ændrer det dog ikke ved det overordnede billede: At Novo ikke bare er ramt af midlertidig modvind, men står over for strukturelle udfordringer, der kan presse indtjeningen over lang tid, fortæller han.


