De danske investorers øjne vil være rettet mod Novo Nordisk, når den danske medicinalkæmpe kommer med regnskab onsdag morgen.
Selskabet har nemlig en plads i de fleste danske aktieporteføljer, men som dansk investor skal man passe på med at forvente en festdag for aktien.
Sådan lyder det fra Oskar Barner Bernhardtsen, der er investeringsstrateg hos Saxo Bank i en kommentar mandag eftermiddag.
Foreløbige salgstal fra USA indikerer nemlig, at eventyret indenfor vægttabsmedikamenter kan være gået en smule i stå sammenlignet med de høje forventninger til markedet for bare et år siden.
Det er dog med det in mente, at medicinalselskabernes reelle salgstal først bliver offentliggjort i virksomhedernes regnskab.

Ligeledes ser udviklingen hos Novo Nordisks fedmemidler en smule deprimerende ud, forklarer strategen.
»Receptkurven er klart nedadgående, og selvom salget udenfor USA kan opveje den indikerede nedtur, skal man som investor ikke forvente en stor positiv overraskelse i det kommende regnskab,« siger Oskar Barner Bernhardtsen.
Dog påpeger han, at de førnævnte negative data allerede bør være indregnet i Novo Nordisks aktiekurs, og derfor skal man som investor se fremad.
Her vil et højere salg af Wegovy og Ozempic i fremtiden selvfølgelig have stor indflydelse på aktiekursen, men også Wegovy-pillen er vigtig at holde øje med.
Og lige præcis Wegovy-pillen ser ud til at have fået en fornuftig start efter lanceringen i starten af januar i USA.
»Selvom man som investor ikke skal forvente en aktiefest onsdag, kan positive overraskelser komme fra det internationale salg uden for USA, gode udmeldinger omkring pillelanceringen, og så bør sidste års nedskæringer begynde at vise sig i Novo Nordisks forventninger til bundlinjen allerede i 2026,« lyder det fra Saxo-strategen.
Han tilføjer, at lave forventninger ikke nødvendigvis er en dårlige ting, da selv mindre positive overraskelser kan vise sig markant i aktiekursen.
Novo Nordisks årsregnskab for 2025 er ventet onsdag den 4. februar klokken 7.30. Du kan følge med i, hvordan regnskabet lander og de efterfølgende reaktioner her på Euroinvestor.
Læs også: Onsdag kommer Novo Nordisk med regnskab: Analytiker udpeger »altoverskyggende fokuspunkt«

