Der er særligt tre ting, der er vigtige for Saxo Bank-strategen Oskar Barner Bernhardtsen, at holde øje med denne tirsdag.
Det første, som han vil holde øje med, er, hvordan det kommer til at gå med guldet – også det sorte guld, olie. Det kan nemlig blive påvirket af situationen i Mellemøsten, hvor konflikten mellem Israel og Hamas fortsætter.
»Ofte - når geopolitiske spændinger forhøjes som nu - ser vi, at guldprisen styrkes, da den betragtes som en form for sikker havn. Da urolighederne foregår i Mellemøsten, er olieprisen også vigtig at holde øje med, da en eskalering i regionen naturligt nok kan betyde højere oliepriser for hele verdenen,« skriver Oskar Barner Bernhardtsen i en kommentar.
Olieprisen har fastholdt sit høje niveau fra mandag, således, at en tønde af den amerikanske WTI-olie nu koster godt 86 dollar, mens den europæiske Brent-olie koster 88 dollar.
Prisen på olie følges nøje af investorer – en stigende oliepris indikerer økonomisk vækst, mens et fald kan være tegn på det modsatte. Derudover kan geopolitiske faktorer og produktionsbeslutninger påvirke udbuddet af olie.
Samtidig kan en stigende oliepris også føre til højere forbrugerpriser og inflation.
Læs også: Dansk vaccineselskab sænker ambitionerne for 2025
Inflationsforventninger i USA
Oskar Barner Bernhardtsen vil også holde øje med de inflationsforventninger fra USA, der lander kl. 17 i dag.
»Selvom de normalt ikke rykker markedet lige så meget som den egentlige rapport, synes jeg, tallet er værd at holde øje med, da befolkningens forventninger til fremtidig inflation er vigtig for, hvor langvarigt problemet kan blive. Den amerikanske centralbank chef Jay Powell har flere gange nævnt, at hvis befolkningen forventer, at inflation er vedvarig og høj i fremtiden, kan det give en selvforstærkende effekt på den reelle inflation,« lyder det fra strategen.
Forventningen er, at tallet kommer ud på 3,2 pct., der er en del under de 3,6 pct. der blev rapporteret i sidste måned.
»Med andre ord virker det til, at befolkningen i USA er begyndt at forvente lavere prisstigninger i fremtiden, og det kan potentielt betyde, at inflationspresset er mindre vedvarende end hvad markedet lige nu forventer,« skriver Oskar Barner Bernhardtsen i en kommentar.
Læs også: Rentekommentarer sender aktierne op
Værdiansættelsen af Birkenstock
Onsdag forventes skoproducenten Birkenstock at gå på børsen i USA. Det er en af de største børsnoteringer i år, og det lader til, at interessen for at investere i virksomheden er stor, lyder det fra Saxo-strategen:
»For omtrent en måned siden lød den første værdiansættelse af virksomheden på op til 8 mia. USD, men nu taler man om en værdiansættelse på op imod 10 mia. USD. Den udvikling ses kun, hvis bankerne der står for noteringen kan mærke, at der er stor interesse for at investere i Birkenstock,« der tilføjer:
»Lige nu hedder det officielle spænd fortsat 8,9-10 mia. USD, men lytter man til rygterne i markedet lyder det som om, at vi kommer til at ende i den høje ende af det spænd. Allerede tirsdag, dagen inden noteringen, forventer markedet at få en endelig værdiansættelse på selskabet, og mon ikke vi ender meget tæt på de 10 mia. USD.«
For 2 år siden blev Birkenstock købt at LVMH stiftere Bernard Arnaults private equity selskab, L Catterton, der også ejer den danske modevirksomhed Ganni, for 4 mia. EUR.
Læs også: Tesla-salget dykker i Kina
Læs også: Formueekspert: 'En stærk økonomi er noget, du skal arbejde for' – her er hendes 3 bedste råd
