Kunstig intelligens og selskaber, der er eksponeret mod temaet, oplever den største interesse fra privatinvestorerne verden over - men det er på en ny måde.

Det viser en dugfriske handelstal for andet kvartal fra eToro, der har taget temperaturen hos platformens 40 mio. brugere verden over.

Privatinvestorerne søger nemlig forbi de største teknologiselskaber og længere ud i værdikæden.

De investerer i hukommelseschips, datalagring og energiinfrastruktur, lyder det fra Lale Akoner, der er markedsstrateg hos eToro.

Især inden for energitemaet oplever strategen en forandring.

»Energi er stadig et centralt tema for privatinvestorerne, men fokus har flyttet sig. I første kvartal var interessen især drevet af olieselskaber, efter uroen omkring Hormuzstrædet skabte frygt for forsyningsproblemer,« skriver hun.

»I andet kvartal ser vi i stedet, at investorerne retter blikket mod kernekraft og energiinfrastruktur med lavere CO2-aftryk. Det hænger tæt sammen med AI’s voksende elforbrug og et bredere fokus på energisikkerhed,« uddyber strategen.

Her er det især aktier som Constellation Energy, den største operatør af kernekraftværker i USA, og Bloom Energy, der producerer brændselsceller, som har oplevet en stigende interesse.

Læs også: Mega-notering på vej i USA - kan stjæle pengene fra AI-vinderne, advarer strateg

Læs også: Dansk aktie er på laveste niveau i 12 år. Analytiker ser attraktiv købsmulighed og spår aktien kan stige med 40 pct på kort sigt