Den amerikanske præsident Joe Biden trak søndag aften overskrifter, da han annoncerede, at han ikke længere vil være demokraternes præsidentkandidat til det kommende præsidentvalg i november.
Det er værd at holde øje med for investorerne, mener seniorstrateg i Nordea, Simon Kristiansen, der i en kommentar skriver, at det efterlader markedet i et tomrum:
»På papiret ligner det måske en matchbold til Trump, men man skal ikke undervurdere det store antal ubesluttede sving-vælgere, som nu har yngre kandidat de har sukket efter,« lyder det fra Simon Kristiansen.
Læs også: Se listen: Sådan kan C25-aktierne reagere på årets store begivenhed ifølge Saxo Bank
Han bemærker da også, bookmakerne mener at sandsynligheden for en Trump-sejr er faldet fra 66 pct. i sidste uge omkring attentatet, til nu at være på 59 pct. - mens at en sejr for Kamala Harris er steget til 22 pct.
Han mener at det vigtigste for investorerne bliver, hvem der ender med at slutte som præsident:
»Det største event for markedet bliver, hvem der tager Bidens plads, for det er deres politik investeringsbeslutningerne bliver lagt efter. Og hvis det bliver Harris, er det så Biden 2.0 eller noget helt nyt,« lyder det fra Simon Kristiansen der fortsætter:
»En demokratisk sejr vil på papiret favorisere den grønne del af det danske aktieindeks (Ørsted, Vestas), lige som vi så en negativ reaktion efter attentatforsøget sidste weekend.«
Læs også: Investorerne løb skræmte bort fra europæisk himmelstormer - dansk forvalter tror på aktien
Her henviser strategen til, at Vestas og Ørsted faldt markant d. 15 juli efter det fejlslagne attentat på Donald Trump, da det øgede hans sandsynlighed for at vinde valget til november. Det sendte til gengæld den digitale valuta bitcoin op, da Trump anses for at være mere positiv overfor kryptovaluta end Biden og demokraterne.
Den initielle reaktion i markedet ovenpå søndagens udmelding har da også været, at investorerne handler 1,1 pct. højere.
Simon Kristiansen tror da heller ikke, at søndagens udmelding fra Biden vil give voldsomme bølgegange til de danske aktier i mandagens handel:
»For danske aktier tror jeg de grønne aktier tog deres øretæver sidste mandag, og forventer derfor ikke en reaktion i samme omfang,« skriver han i en kommentar.
Samme melding kommer der også fra Jay Hatfield, der er CEO hos Infrastructure Capital Advisors. Overfor det amerikanske finansmedie CNBC udtaler han, at han forventer en »afdæmpet aktiereaktion« - og det er der særligt en årsag til:
»Det faktum, at Biden støttede Kamala Harris, reducerer usikkerheden. Der kan dog ske en lille nedtur for Trump-handlerne på mandag, da vicepræsident Harris menes at have en lidt bedre chance for at vinde,« lyder det fra Hatfield til mediet.
Det demokratiske konvent, hvor den demokratiske præsidentkandidat skal udnævnes er d. 19 august.


















