Den danske medicinalgigant Novo Nordisk falder bemærkelsesværdigt i onsdagens børshandel.
Ved middagstid er Novo-aktien således nede med omtrent 4 pct.
Ifølge seniorstrateg i Danske Bank, Lars Skovgaard Andersen, skyldes det en cocktail af flere historier. Men hovedsageligt er det nye data fra den schweiziske konkurrent Roche, der presser Novo-aktien:
»Jeg vurderer at 80 pct. af faldet skyldes Roche historien,« lyder det fra Lars Skovgaard Andersen.
Det schweiziske medicinalselskab har onsdag præsenteret fase-1 data for GLP-1 receptoren CT-996, der er et oralt middel der skal indtages en gang om dagen, til behandling af fedme og type-2 diabetes. Det har i studier på fedmepatienter uden diabetes vist en vægtreduktion på 6,1 pct. over fire uger.
Læs også: Danske aktier i stort fald – bølge af dårlige nyheder skyller ind over markedet
Det er sket »hovedsageligt milde« bivirkninger og ingen patienter er stoppet behandlingen, fremgår det af en meddelelse. Selvom det potentielle middel fra Roche er meget tidligt i processen og er langt fra at komme på markedet, kan det godt presse Novo-aktien, vurderer Lars Skovgaard:
»Fedme er en fed forretning, og den er der mange der vil med på. Indtil videre er der får der har førertøjen på inden for fedme og det er godt for deres aktionærer, men i takt med at der kommer flere udbydere, er der en sandsynlighed for at prisen vil falde. Det er godt for forbrugerne og i mindre grad for investorerne,« lyder det fra Danske Bank-strategen.
Han henviser her til, at det i øjeblikket er danske Novo Nordisk og amerikanske Eli Lilly, der sidder tungt på fedmemarkedet. Derudover påpeger strategen også, at Novo Nordisk også er et globalt selskab med stor bevågenhed fra internationale investorer:
»Det er ikke kun os i Danmark, der ejer Novo. Det her er en aktie, der ligger bredt i porteføljerne og der er derfor mange investorer, der skal forholde sig til det her,« siger han.
Mens Novo-aktien falder, så sender investorerne Roche-aktien på med 5,7 pct. i dagens aktiehandel.
Udover data fra konkurrenten presser en nyhed fra Holland også Novo-aktien. Det hollandske sundhedsinstitut Zorginstituut Nederland har anbefalet sundhedsminister Fleur Agema, ikke at dække brugen af Novo Nordisks lægemiddel Wegogy under den hollandske sundhedssikring. Den historie kan du læse mere om her.
