»Novo, så kom afregningen ved kasse 1 i går, endnu en tung dag som aktionær.«
Sådan lyder det fra Lars Hytting, investeringsstrateg hos formueforvalteren ArthaScope, oven på de seneste regnskabstal fra den danske medicinalgigant Novo Nordisk.
Novo Nordisk leverede ellers stærke regnskabstal. Omsætningen landede på 78,5 mia. kr. mod de ventede 71,6 mia. kr., og driftsindtjeningen (EBIT) overgik med 33,3 mia. kr. ligeledes forventningen på 28,9 mia. kr.
Selskabet løftede samtidig forventningerne til både salg og drift til -6 til 0 pct. mod tidligere -4 til -12 pct.
Alligevel faldt Novo-aktien med 4,3 pct. Kursfaldet skyldes primært skuffende data for fedmekandidaten CagriSema samt en nedskrivning på et andet pipelinemiddel.
Samtidig hæfter strategen sig ved, at ærkerivalen Eli Lilly onsdag leverede »et brag af en opjustering.«
Den amerikanske konkurrent skruede sine omsætningsforventninger op til 85–87 mia. dollar fra tidligere 82–85 mia. dollar.
Tallene viste desuden, at Eli Lillys pille, Foundayo, allerede har kapret omkring 20 pct. af markedet, mens Novos Wegovy-pille sidder på resten.
»Sangen kan synges videre: »Eli Lilly takes it all",« konkluderer Lars Hytting med henvisning til ABBA's megahit 'The Winner Takes It All' fra 1980.
Eli Lilly-aktien endte dagen med en stigning på 4,9 pct.
