Jacob Pedersen, investeringsstrateg hos Middelfart Sparekasse, er ikke i tvivl.

»Jensen Huang er arkitekten bag den mest imponerende rejse i nyere børshistorie. Netop derfor rammer faldet så hårdt.«

Det skriver han i en kommentar torsdag, efter det er kommet frem, at Jensen nu er fortid i chipmastodonten Nvidia.

»Han har bygget et imperium på 33 år og mistet chefstolen på fem dage. Det er erhvervshistoriens dyreste sidespring,« skriver Jacob Pedersen.

Jensen Huang er fortid i Nvidia efter de seneste dages historier om utroskab og affærer med to kvinder.

Både med en formodet tidligere spion, og så har der været meldinger om, at Jensen har haft en romantisk relation til en ansat i selskabet, der referer til ham.

Startegen mener, at bestyrelsen har truffet den helt rigtige beslutning ved at dømme Jensen ude.

»Fejlen er dog ikke kun privat, og det er det afgørende. Et forhold til en direkte underordnet og et andet til en kvinde, der mistænkes for spionage, er en cocktail, som ingen bestyrelse kan sluge,« skriver han og fortsætter:

»Her handler det ikke om moral, men om ledelse og national sikkerhed. Bestyrelsen gør det eneste rigtige, og den gør det hurtigt. Usikkerhed er gift for en aktie, og fem dages kaos er rigeligt.«

Men Nvidia vinder i hans optik også noget. Harvey C. Jones, tidligere topchef i Synopsys, bliver Nvidias første bestyrelsesformand nogensinde.

»Med en formand og et klart opgør med topchefens enevælde får Nvidia en mere normal ledelse,« vurderer Jacob Pedersen.

Han påpeger, at det næste store pejlemærke ligger lige om hjørnet.

Regnskabet 17. november bliver et af de vigtigste i selskabets historie, lyder det.