Fronterne er trukket skarpt op mellem den amerikanske centralbank og den amerikanske præsident Trumps regering. 

Sådan lyder det i en kommentar fra Danske Banks seniorstrateg Sofie Manja Eger Huus, efter at det natten til mandag er kommet frem, at justitsministeriet i USA har indledt undersøgelser af Federal Reserve og potentielt vil indlede en straffesag mod formand Jerome Powell. 

»Trumps uhørte angreb på formanden for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, handler om, at Trump vil have renten sat ned – og det kan kun gå for langsomt,« lyder det fra Sofie Manja Eger Huus. 

Hun bider blandt andet mærke i, at Jerome Powell har svaret særdeles direkte tilbage på de såkaldte 'subpoenas' fra justitsministeriet. 

I en videoudtalelse udtaler Powell, at de juridiske tiltag mod centralbanken i sin essens handler om, »hvorvidt Federal Reserve vil kunne fortsætte med at fastsætte renterne på baggrund af evidens og økonomiske forhold – eller om pengepolitikken i stedet vil blive styret af politisk pres eller intimidering.«

Ifølge Sofie Manja Eger Huus er det et »bemærkelsesværdigt« direkte svar fra Powell, der ikke har tænkt sig at give op uden kamp. 

Hun mener dog, at det seneste angreb - som følger op på flere retoriske angreb i løbet af 2025 - er unødvendigt, da Jerome Powell forlader formandsposten i Federal Reserve til maj. 

»Investorerne har prøvet det før, og de kan ikke lide det. Aktiemarkedet har reageret negativt på den seneste udfordring af Fed’s uafhængighed og sendt guldprisen op samtidig med at dollaren falder,« påpeger Sofie Manja Eger Huus. 

Guldprisen har således slået rekord mandag, og handler omkring 4.585 dollar i skrivende stund. Guld anses som en sikker investeringshavn, der kan beskytte porteføljen i usikre tider. 

Samtidig står amerikanske aktier til at falde med mellem 0,4 og 0,8 pct., når man ser på futures for de ledende indeks mandag formiddag. 

Du kan læse mere om udviklingen i krigen mellem Trump og den amerikanske centralbank her

Morgennyheder

Hver morgen opdaterer Euroinvestors finansjournalister dig på de vigtigste historier om dine aktier og i øvrigt om alt det, der påvirker økonomien - især din egen. Vært: Adam Geil