Henter kommentarer

| Opdateret

Strateg: Perfekte storm har ramt oliemarkedet

Den 'perfekte storm' har medført et kollaps i olieprisen.
Den 'perfekte storm' har medført et kollaps i olieprisen. Foto: Manan VATSYAYANA
Vis mere

Den 'perfekte storm' har medført et kollaps i olieprisen.

Det vurderer Jyske Banks oliestrateg, Jan Bylov, ifølge Børsen. Meldingen kommer, efter et massivt fald i olieprisen natten til mandag. Prisen var på et tidspunkt nede med 30 pct.

»Vi er vågnet op til en situation, hvor Saudi-Arabien har svaret igen med et frontalangreb, efter samarbejdet mellem Rusland og Opec fredag brød sammen,« udtaler Jan Bylov til Euroinvestor.

Den voldsomme udvikling er blandt andet en konsekvens af udbruddet af coronavirussen. Udbruddet har blandt andet betydet mindre efterspørgsel på brændstof, fordi der bliver fløjet mindre.

»På den ene side har vi efterspørgselschokket som følge af coronavirussen, og på den anden side har vi et udbudschok i og med, at forhandlingerne om en ny aftale er kollapset.« siger Jan Bylov til Børsen.

Fredag mødtes Rusland og Opec for at forhandle om, hvad landene skulle gøre med deres olieproduktion.

Mødet var et forsøg på at presse olieprisen op ved at sænke produktionen, men det ville Rusland ikke være med til. Og det har altså fået Saudi-Arabien, der er blandt verdens største olieproducenter, til at svare igen lørdag.

Prisen på en tønde brent-olie er nu på godt 32 dollar.