Strateg reagerer på markedsrebound: Ser tegn på stærk afslutning på året


De amerikanske AI-aktier brager op i fredagens handel, efter at de torsdag fik massive kurstæsk.
Det er en udvikling, man følger tæt hos Danske Bank. Investeringsstrateg Lars Skovgaard Andersen skriver i en kommentar, at han ikke er overrasket over at tech-aktierne laver et rebound.
Han mener til gengæld, at det interessante bliver, om stigningerne kan holde ved til markedsluk i aften:
- Hvis tech og halvlederaktier kan fastholde en stor del af reboundet, vil det være et første tegn på, at køberne igen er villige til at træde ind efter det meget kraftige udsalg, skriver han i en kommentar og tilføjer:
- Så længe fundamentalerne ikke ændrer sig væsentligt, ser vi derfor fortsat et year-end rally som et sandsynligt scenarie. Global vækst og overordnet gode virksomhedsregnskaber er fortsat et fornuftigt fundament under aktiemarkedet.
I skrivende stund er Nvidia-aktien oppe med knap 7 pct., mens konkurrenten AMD stiger med hele 13 pct.
Micron-aktien stiger med 9,5 pct. og Intel-aktien stiger med knap 8 pct.
På indeksniveau er der også en pæn fremgang til Nasdaq-indekset, der stiger med 2 pct. i skrivende stund.
S&P 500-indekset er også oppe med 1 pct., mens nedturen i Dow Jones-indekset stortset er forsvundet.