Den kraftige stigning i guldprisen kan betyde, at nogle investorer er ved at blive nervøse.
Det vurderer Simon Kristiansen, der er seniorstrateg i Nordea, ifølge Berlingske. Det sker på et tidspunkt, hvor det toneangivende amerikanske aktieindeks, S&P 500, har sat ny rekord.
Derfor springer det i øjnene, at guldet er blevet handlet op i et rekordhøjt niveau. Det gyldne metal handler her til morgen til 2.159 dollar pr. ounce. Guld har nemlig historisk fungeret som en 'sikker havn', når det stormer på de finansielle markeder.
»Guldets stigning er nok et tegn på, at aktierne er kørt lidt hurtigt på den korte bane, og nogle investorer er begyndt at ryste lidt på hånden i forhold til den bløde landing, som de før i tiden måske troede var garanteret,« udtaler han til Berlingske.
Som Euroinvestor tidligere har beskrevet, så dækker en blød landing over scenariet, hvor centralbankerne formår at hæve renterne så meget, at inflationen komme ned, men uden at renterne sender økonomien ud i en økonomisk nedtur i form af en recession.
Guld har historisk fungeret som en 'sikker havn' af flere grunde - blandt andet fordi der kun findes en begrænset mængde guld i verden, og guldet har derfor bedre kunne bevare sin værdi, når eksempelvis aktierne er sendt ud i kursfald eller når pengenes købekraft falder i forbindelse med inflation.
Læs også:Kendt forbrugerøkonom har selv fået et gigantisk skattesmæk: 'Dovenskab er en faktor'
