Et af de mest bemærkelsesværdige handelsmønstre blandt Danske Banks tusindvis af kunder i 2025 har været, hvor stor appetitten har været på at købe op i Novo Nordisk-aktien på trods af den markante kursnedtur på næsten 50 pct. 

Det fortæller investeringsstrateg hos den danske storbank Lars Skovgaard Andersen i dagens udgave af Euroinvestors podcast Millionærklubben: 

»Det mest udtalte, vi har lagt mærke til, er, at vi bliver ved med at fange den faldende kniv. Jeg ved ikke, om vi har nogle fingre tilbage, så mange gange vi har købt op i Novo Nordisk efterhånden,« siger Lars Skovgaard Andersen, da han bliver spurgt til, om danskerne har haft mere eller mindre risikoappetit i 2025. 

Derfor håber aktiestrategen også, at Novo Nordisk-aktien vil kunne genvinde noget af det tabte i det kommende år: 

»Jeg håber virkelig, at den her aktie kommer op. Den betyder meget for en hel masse investorer, og den betyder også rigtig meget for Danmark og dansk økonomi,« siger Lars Skovgaard Andersen. 

Han påpeger dog, at der kan være visse faldgruber ved at blive ved med at kaste penge efter en aktie, der tidligere har været en darling. Man bliver blandt andet ramt af confirmation bias: 

»Hvis du har aktien og ikke vil tage tabet, så lægger du mere mærke til de gode historier, der er omkring aktien,« siger Lars Skovgaard Andersen og fortsætter: 

»Problemet er, at du vil kunne slå op i avisen og så står der ‘køb’ denne her aktie (Novo Nordisk, red), men det man ikke lægger mærke til er, at kursmålene er blevet sænket.« 

Derudover mener han også, at det er farligt at købe Novo Nordisk-aktien, hvis argumentet for at købe den nu er, at den tidligere har været oppe og koste 1.000 kr. pr. aktie. 

»Jeg synes, vi er lidt for optagede af at kigge på kursen, frem for hvad du betaler for aktien, og hvad værdien er på aktien. Det er sådan noget, vi skal blive bedre til at fokusere på som investorer,« siger Lars Skovgaard Andersen i Millionærklubben. 

Euroinvestor har tidligere beskrevet, at det ikke kun er i Danske Bank, at man har set danskerne købe massivt op i Novo-aktien under nedturen. Samme mønster har fundet sted hos de populære handelsplatforme Nordnet og Saxo Bank, hvilket du kan læse om her.

Du kan lytte til hele dagens udgave af Millionærklubben i afspilleren nedenfor, eller der, hvor du normalt lytter til podcast.

Millionærklubben

Der var nyheder og kursudsving til enhver smag i det snart forgangne investeringsår, men hvor efterlader de noget volatile 12 måneder egentlig investorerne, og hvad kan de forvente for det kommende år. Millionærklubben ser tilbage for at kunne se frem med investeringsøkonom Lars Skovgaard Andersen fra Danske Bank og chefanalytiker Lau Svenssen fra Svenssen & Tudborg i studiet. Vært: Bodil Johanne Gantzel