Strateg: Vi kan være på vej ind i næste fase af AI-boomet


Den amerikanske teknologikæmpe Meta har været flyvende på børsen i denne uge.
Deres nye AI-app Muse har taget amerikanerne med storm, og onsdag har selskabet præsenteret flere nye produkter. Blandt andet et par AI-drevne briller uden kamera, samt en håndholdt enhed i lommeformat, der giver adgang til selskabets Muse AI-agent.
Hos Danske Bank mener investeringsstrateg Lars Skovgaard Andersen ikke, at de nye produkter nødvendigvis er den store historie.
Den store historie er, at de kan sige noget om retningen i AI-boomet:
- Indtil nu har investorernes fokus været på datacentre, chips og software, men vi kan være på vej ind i næste fase, hvor AI i stigende grad får sin egen hardware og bliver en mere integreret del af hverdagen, skriver Lars Skovgaard Andersen i en kommentar.
- Det kan meget vel være det første af mange AI-drevne forbrugerprodukter, vi kommer til at se de kommende år, efterhånden som teknologien modnes. Historien viser, at nye teknologier ofte skaber produktkategorier, som forbrugerne ikke på forhånd vidste, de havde brug for, tilføjer han.
Meta-aktien er indtil videre steget 11 pct. denne uge.