»Det er meget voldsomt.«

Sådan lyder det fra Saxo Banks investeringsstrateg Oskar Barner Bernhardtsen om de kursfald, der lige nu ruller igennem det amerikanske aktiemarked.

Det er især teknologiaktierne, der bløder. Det er i en grad, så det toneangivende amerikansk teknologiaktieindeks, Nasdaq-indekset, falder 5,5 pct.

Det er især chipmastodonter som Micron Technology, AMD, Western Digital Corp og Seagate Technology, der styrtdykker.

Kursfaldene er så voldsomme, at det minder om de chokbølger, der ramte aktiemarkedet efter Liberation Day-dagene, påpeger Oskar Barner Bernhardtsen.

»På få måneder er vi gået fra AI-hype til AI-panik. Lige nu ser vi decideret panik i teknologiaktierne,« udtaler han.

Er det en købsmulighed?

»Hvis du tror på det langsigtede potentiale i selskaberne, så er det jo en købsmulighed, men ingen ved om det her er en-dags-panik, eller om det er starten på noget større,« advarer han.

Investorer søger ifølge ham lige nu ly i defensive sektorer som stabilt forbrug og sundhed samt i statsobligationer, der faktisk stiger i dag.