
Viaplay-aktien er blevet sendt ud i et ekstremt dyk tirsdag morgen.
Aktien i det kriseramte svenske streamingselskab falder med omkring 60 pct., når man ser på aktiekursen. Det er dog ikke helt så simpelt, fordi det sker som et led i en redningsplan.
B.T. og Euroinvestor samarbejder - derfor findes artiklen også på B.T.
Der er nemlig tale om en børsteknisk manøvre, og derfor kan man også aflæse, at kursen stiger med over 30 pct.
Manøvren, som selskabet er i færd med, er en pengejagt. Det kaldes en kapitalforhøjelse, hvor selskabet sælger nye aktier for at få penge i kassen. Det sker dog på bekostning af de eksisterende aktier, da ejerandelen pr. aktie dermed bliver mindre.
Pengejagten udføres ved, at de aktionærer, som ejede aktien mandag, får tildelt tegningsrettigheder, som betyder, at de kan købe 11 nye aktier til en pris på 1 svensk kr. pr. aktie., en rimelig heftig rabat.
Tirsdag er derfor en særlig dag for Viaplay-aktien. Aktien handler nemlig uden tegningsrettigheder i dag.
Derfor skal værdien af disse tegningsrettigheder regnes fra, før man ser på, hvordan aktien udvikler sig.
Derfor er der teknisk set sket en kursstigning, selvom aktiekursen nu er lavere end mandag. Aktionærerne, som modtager tegningsrettighederne, kan nu vælge mellem at bruge til at købe de nye aktier eller sælge tegningsrettighederne videre.
Tegningsrettighederne kan handles fra 19. januar og frem til 31. januar.
Det svenske selskab har været ramt af voldsomt uvejr den seneste tid. Det kan også aflæses på aktiekursen. De seneste 12 måneder er aktien faldet med 98 pct.
Læs også: Amerikansk storbank anbefaler at købe nedsablet dansk gigant





















