Henter kommentarer

Streamingkrigen tager en ny drejning

Foto: Jenny Kane/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Et af verdens største underholdningselskaber er på vej med en markant ændring, der kan påvirke millioner af brugere verden over.

Underholdningsgiganten Disney strammer nu reglerne for, hvem der må bruge dit abonnement til streamingtjenesten Disney+. 

Hvis du deler din kode med personer uden for din husstand, kan du snart blive bedt om at betale ekstra eller miste adgangen. Det skriver flere internationale medier.

»Dit Disney+ abonnement er beregnet til brug inden for din husstand,« lyder det fra Disney

Brugere uden for husstanden skal med andre ord enten oprette sit eget abonnement eller tilføjes som ekstra medlem mod betaling.

Funktionen er allerede lanceret i flere lande, herunder USA, Canada og dele af Europa. I USA vil en ekstra medlemsprofil koste mellem 47-67 kr. om måneden, afhængigt af abonnementstypen.

Ændringen kommer forud for en prisstigning i USA fra 17. oktober, hvor basis-abonnementet stiger til 67 kr. og premium-versionen til 107 månedligt.

Det markerer et betydeligt skift i Disneys strategi og følger branchens tendens mod strammere kontrol med brugeradgang. Netflix har allerede gjort det samme. Disney planlægger lignende restriktioner for Hulu og ESPN+.

Disneys nye politik kan påvirke millioner af brugere verden over, der hidtil har benyttet delte konti.