De danske aktier starter ugen med at blive mindre værd.
Mere præcist blev det ledende indeks herhjemme, C25, nemlig sendt ned med 0,9 pct.
Toppen af indekset blev indtaget af AL Sydbank-aktien, der er resultatet af fusionen mellem Sydbank, Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank.
Aktien lukkede 1 pct. højere, og spørger man DNB Carnegie, er der mere at komme efter. Bliv klogere på det her.
Mandag var der også nyt fra Danske Bank, der kunne fortælle, at man har afsluttet hvidvasksagen med de amerikanske myndigheder vedrørende bankens tidligere filial i Estland, hvorfra den såkaldte 'hvidvasksag' udsprang.
Det sker efter at den treårige prøvetid, som banken blev pålagt af det amerikanske justitsministerium, nu er afsluttet.
Kursmæssigt har Danske Bank ligeledes lagt sagen bag sig. Aktien er gået fra at handle under kurs 100 til i dag at være over 300 kr. Mandag steg aktien 0,3 pct.
Vestas-aktien lukkede 0,2 pct. højere mandag. Generelt har aktien haft et forrygende år, hvor kursen er braget i vejret med omkring 74 pct.
Dog anbefaler analysehuset Morningstar nu at sælge Vestas-aktien efter tidligere at have haft en 'hold'-anbefaling.
Morningstar fastholder ifølge Marketwire kursmålet for vindmølleproducenten på 145 kr., og dermed mener analysehuset, at aktien kan falde fra sit nuværende niveau på omkring 172 kr.
Industrivirksomheden FLSmidth, der kan se frem til at blive en del af C25-indekset i den kommende uge, har modtaget en ordre på omkring 235 mio. kr. i forbindelse med et guldprojekt i Ghana, og det belønner investorerne.
I forbindelse med aftalen mellem FLSmidth og Azumah Resources Gh Limited skal det danske selskab levere flere forskellige maskiner til et mineprojekt samt teknisk support.
FLSmidth-aktien steg mandag 1,8 pct.
Hvordan de øvrige C25-aktier klarede sig på ugens første børsdag, kan du blive klogere på her.

