Et tab af 100 millioner svenske kroner, gæld og tanker om personlig konkurs. 

Det er ikke, hvad man umiddelbart forbinder med den afdøde fodboldlegende Sven-Göran Eriksson – ikke desto mindre var det hans virkelighed i nogle år. 

Det afslører han ifølge Aftonbladet i en ny bog 'En vidunderlig rejse', der er udkommet efter hans død. 

Da svenskeren i 2007 stadig var i Manchester City, hyrede han rådgiveren Samir Khan til at holde styr på sine finanser. 

På trods af advarsler om manden, som han havde mødt i Dubai, lukkede Sven-Göran Eriksson alligevel øjnene og tog dem ikke alvorligt. Det skulle vise sig at være en stor fejl, der endte med at koste omkrig 65 mio. danske kroner.

»Hvis jeg havde gjort det, kunne jeg have sparet en masse penge. Jeg har mødt et par bump i mit liv. Samir Khan var den værste. Han, som jeg havde tillid til skulle passe på mine penge, fik mig til at miste 100 millioner svenske kroner i stedet,« skriver han ifølge mediet i bogen.

Samir Khan købte et hus på Barbados i fodboldtrænerens navn, han optog lån i to af hans huse, men først da rådgiveren ville optage et lån i et tredje hus i Portugal, stoppede lånefesten. 

Her sagde den folkekære træner nemlig fra. Han havde stolet på en mand, der skulle vise sig at have nogle andre interesser, end han umiddelbart havde forestillet sig. 

Sven-Göran Eriksson uddyber, at han til sidst hev Samir Khan i retten for svindel og endte med at vinde. Men han fik ingen tabte penge tilbage, og derfor var han 'virkelig i problemer' og tæt på personlig konkurs.

»Jeg følte mig dum, da det gik og for mig, hvad der var sket. Min interesse for penge er lig nul. Selvfølgelig var jeg ked af det, vred og gnaven, da jeg blev snydt, da så mange penge forsvandt,« skriver han videre. 

Som følge af den enorme sum penge, som fodboldtræneren skyldte væk, blev han nødt til at søge arbejde i udlandet for at kunne beholde sin herregård og komme tilbage på benene. Det førte ham til Thailand, Saudi-Arabien og Kina. 

Han afslørede sin uhelbredelige kræft i bugspytkirtlen i januar, og de efterfølgende måneder blev han hyldet af adskillige fodboldfans, trænere og spillere verden over

Sven-Göran Eriksson døde efter et kræftforløb 26. august.

Artiklen er oprindeligt udgivet af B.T.