Et af de mest kendte navne på den svenske børs stryger op i fredagens handel.
Telekommunikationsselskabet Ericsson har leveret nye tal, og det skaber glæde hos investorerne, som sender aktien op med 6 pct. Tidligere var den oppe med hele 9 pct.
Det sker på trods af, at de nye tal viste et fald i salgstallene på 7 pct. sammenlignet med sidste år. Faldet til 59,8 mia. svenske kr. i salg var dog bedre end de 58,3 mia. svenske kr., som analytikerne havde forventet ifølge CNBC.
Ericsson lavede tidligere telefoner i samarbejde med Sony under navnet Sony Ericsson.
Aktien har haft en god periode, og de seneste tre måneder er kursen steget med 33 pct.
På længere sigt har aktien dog ikke klaret sig godt. Kursen er faldet med 20 pct. de seneste fem år.
Ericsson er et af de mest værdifulde svenske selskaber med en markedsværdi på 222 mia. svenske kr. svarende til 145 mia. kr.
Læs også: Store bevægelser på det amerikanske marked – sådan mener aktiestrateg, du bør handle
Læs også: Jyske Bank ser mulighed for stor Novo-nyhed lige om hjørnet
