Henter kommentarer

Svensk inflation i overraskende fald


Inflationen i Sverige har taget et overraskende dyk i marts, og dermed har Sveriges centralbank, Riksbanken, nu grønt lys til at sænke renten i næste måned.

Sådan lyder det fra Sydbanks seniorøkonom Kim blindbæk.

I marts aftog inflationen på den anden side af Øresund til 4,1 pct. mod 4,5 pct. i februar. På forhånd var forventningen fra centralbanken, at inflationen ville stige til 4,6 pct.

»Inflationsrapporten understreger tydeligt, at der nu er rentenedsættelser på vej i Sverige. På rentemødet i marts var budskabet fra Riksbanken nemlig, at renten formentlig bliver sænket enten i maj eller i juni. Da vi ikke når at få flere inflationsrapporter inden rentemødet i maj, skal der overraskelser til, hvis renten ikke skal sænkes allerede i maj,« skriver Kim Blindbæk i en kommentar.

Læs også: 

Han hæfter sig særligt ved et andet tal også, nemlig Riksbankens foretrukne inflationsmåler CPIF. Tallet omfatter inflationen med konstante renteudgifter. Det tal aftog til 2,2 pct. i marts fra 2,5 pct. i februar.

»Det er en del lavere end Riksbankens forventning om en opgørelse på 2,7 procent. Det er samtidig det laveste niveau siden juli 2021 og ikke langt fra inflationsmålsætningen omkring 2 pct.,« uddyber Kim Blindbæk.

Han vurderer, at en rentenedsættelse i Sverige vil komme den svenske økonomi til gavn, der har oplevet ikke mindre end 20 rentehævninger siden 2022, hvilket har løftet renten fra 0 pct. til i dag 4 pct.

Modsat herhjemme fører man ikke fastkurspolitik over for euroen i Sverige, og det er årsagen til, at landets centralbank kun fører pengepolitik ud fra inflationen.

Danmark er ifølge Nationalbanken det eneste land i Norden, der fører fastkurspolitik.

Læs også: 

Læs også: