Genåbningen af økonomierne er med til at sikre en positiv stemning omkring bryggeriaktierne.
Det vurderer svenske Handelsbanken i et analysenotat mandag morgen til bankens kunder. Her har man særlig haft kig på danske Carlsberg.
Den positive stemning, der omgærde ølaktierne vil fortsætte i en »rum tid« og vil være stærkt understøttet af restriktionslempelserne, mener bankens strateger, aktiestrateg Haider Anjum og senior aktiestrateg Michelle Nørgaard. De fremhæver, at genåbningen sker i sommermånederne, der historisk set er højsæsonen for bryggerierne.
»Carlsberg har ikke nogen konkurrencemæssig fordel relativt til resten af markedet med hensyn til tidspunktet for genåbningen af økonomierne, men restriktionslempelserne vil resultere i en betydelig medvind til forretningen,« lyder det fra Handelsbanken.
Se også: Aktieordbog: Det betyder investeringsbegreberne
Danmarks største bryggeri er ifølge banken samtidig godt på vej til at indfri dets forventninger til 2021, der lyder på en forventet vækst i driftsindtjeningen (EBIT) på 5-10 pct. Prisfastsættelsen er dog en smule presset, hvis man spørger strategerne:
»Da aktien handles til 18,1x EV/EBIT for 2021 finder vi dog prisfastsættelsen en anelse anstrengt, men vurderer, at det positive sentiment omkring bryggeriaktierne vil holde hånden under kursudviklingen.«
Handelsbanken peger dog på, at det stadig er usikkert, hvornår sportsbegivenheder, koncerter, festivaler og lignende arrangementer igen kommer til at foregå for fulde tribuner, men hæfter sig ved, at samfundene er på vej mod en normalisering på den front.
Handelsbanken har en Hold-anbefaling på Carlsberg-aktien med et kursmål på 1.100 kr
Læs også: Carlsberg-topchef: Væksten var drevet af premiummærker og Big City-strategi
Læs også: Carlsberg-topchef: Arbejde med ny strategi startes op
