Svitzer slår forventningerne

Omsætningen går fremad hos det danske slæbebådsrederi Svitzer.
Det står klart efter et dugfrisk regnskab fra selskabet netop er blevet offentliggjort.
Således lander omsætningen for året 2024 på 6.320 mio. kr. mod 5.786 mio. kr. i 2023. Det svarer til en stigning på 8,9 pct.
Omsætningen lander også højere, end hvad analytikerne havde ventet. De havde nemlig sat næsen op efter en omsætning på 6.260 mio. kr., viser konsensusestimater indsamlet af selskabet selv op til regnskabet.
Også EBITDA lander bedre end ventet på 1.887 mio. kr. mod analytikernes bud på 1.745 mio. kr.
EBITDA er et tal for driftsresultatet. Driftsresultatet udtrykker, hvor effektiv virksomheden er til at drive selve forretningen. Det rene driftsresultat er EBIT, mens EBITDA er når man ikke fratrækker udgifter til nedskrivninger og afskrivninger.
Svitzer er forholdvis ny på børsen, da selskabet sidste år blev udskilt fra Mærsk.
»Dette, vores første år som børsnoteret selskab, blev endnu et år med stærke finansielle resultater og strategiske fremskridt. Baseret på en succesfuld opstart af kommercielle kontrakter vundet i de seneste år, en rettidig gennemførelse af takststigninger for at modvirke inflation samt nogle større specialopgaver leverede vi finansielle resultater over vores oprindelige forventninger for 2024,« udtaler topchef Kasper Friis Nilaus i regnskabet.
Han tilføjer:
»Selvom vi oplevede en mindre afmatning i antallet af nye kontrakter på markedet, lykkedes det os at sikre flere kontraktgevinster, herunder en femårig kontrakt med Panama Canal Authority. Derudover blev flere eksisterende kontrakter fornyet i løbet af året, hvilket understøtter vores fortsatte vækst.«
For 2025 venter slæbebådsrederiet at omsætningen vil stige med mellem 1-5 pct. i forhold til 2024 målt i faste valutakurser.
EBITDA, også målt i faste valutakurser, ventes at stige mellem 0-7 pct. sammenlignet med justeret EBITDA i 2024.
Svitzer-aktien er siden sin børsdebut gået tilbage med 12,3 pct.
