Sydbank overgår analytikernes forventninger på en række nøgletal og offentliggøre en ny strategiplan for de næste 3 år.
Det fremgår af den sønderjyske banks regnskab for tredje kvartal af 2024, der er blevet offentliggjort onsdag morgen.
For perioden havde Sydbank et overskud på 772 mio. kr. Her havde analytikerne ventet et overskud på 734 mio. kr., ifølge estimater indsamlet af selskabet selv.
Derudover havde banken indtægter for 1.871 mio. kr. i perioden mod ventede 1.850 mio. kr.
Heraf var der nettorenteindtægter for 1.087 mio. kr., hvor analytikerne havde ventet nettorenteindtægter på 1.096 mio. kr.
Fra starten af året til slutningen af tredje kvartal havde Sydbank en egenkapitalforrentning på 21,7 pct.
I regnskabet fremgår det, at Sydbank fastholder sine finansielle forventninger for 2024 på de tidligere udmeldte estimater. Resultatet efter skat forventes at være i intervallet 2.800-3.100 mio. kr.
Sammen med regnskabet har Sydbank løftet sløret for en ny 3-årig strategiplan, der går under navnet: 'Større Sydbank – værdi for alle gennem rådgivning og relationer.'
Banken skriver, at strategien vil have fokus på fem temaer: Kundefokuseret, Større og effektiv, Attraktiv og samarbejdende, Data, digitalisering, AI og sikkerhed samt ESG integreret i kerneforretningen.
Det seneste år er Sydbanks aktie steget med knap 9 pct.


















