
SAS og de øvrige flyselskaber går en travl sommer i møde, og selvom det lover godt, ændrer det ikke på, at aktierne i SAS bliver værdiløse - eller tæt på.
Det er budskabet fra Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, i en analyse efter offentliggørelsen af selskabets seneste kvartalsregnskab torsdag.
Derfor vakler han heller ikke det mindste i forhold til fortsat at anbefale aktionærer at sælge aktien.
- Vi fastholder sælg-anbefalingen på SAS-aktien, der er overført til Fondsbørsens observationsliste og kun er for de meget spekulative, kortsigtede og risikovillige investorer, skriver han i analysen.
Læs også: Jyske Bank: Disse aktier har størst potentiale
- SAS-ledelsen gentager det, der efterhånden er alt for åbenlyst. Nemlig at de eksisterende SAS-aktionærer står over for total - eller næsten total - udvanding, når kapitalforhøjelsen bliver gennemført i løbet af de kommende måneder, skriver Jacob Pedersen videre.
SAS fik i maj grønt lys af konkursdomstolen i USA til at rejse ny kapital. Det er blevet mødt med et skærpet krav fra den danske stat, der højst vil være med til en kapitaludvidelse på 30 pct. I EU har en domstol videre underkendt den dom, der i sin tid muliggjorde statsstøtte fra Danmark og Sverige.
Læs også: 8 mulige vinderaktier: Derfor satser Lau Svenssen på dem
SAS opnåede i perioden februar til april - luftfartsselskabets regnskabsmæssige andet kvartal - endnu et underskud trods øget efterspørgsel fra passagerne. Det er det fjortende kvartalsunderskud i træk.
Omsætningen i kvartalet viste en positiv tendens grundet den øgede rejselyst. Omsætningen landede i kvartalet på 8955 mio. svenske kr. mod 7048 mio. svenske kr. i samme kvartal året før.
Aktien falder torsdag 11,4 pct. til 0,22 kr.
.\˙ MarketWire