Henter kommentarer

| Opdateret

Sydbank om Chr. Hansen: Er blevet offer for sin egen succes


 
I videoen kan du se mere om C25-indekset
Vis mere

Markedet havde forventet mere af Chr. Hansens nye strategi frem mod 2025, og derfor falder selskabets aktie ned i bunden af C25-indekset tirsdag eftermiddag. Det vurderer Per Fogh, aktieanalytiker hos Sydbank, overfor Ritzau Finans.

Ingrediensvirksomheden præsenterede torsdag en ny strategi, hvor selskabet forventer en mellem- til højt encifret organisk vækst gennemsnitligt frem til udgangen af regnskabsåret 2024/25. I den foregående strategi frem mod 2021/22 var målet en årlig organisk vækst på 8-10 pct.

Derudover vil selskabet øge sin overskudsgrad (EBIT-margin) frem mod 2024/25 uden at angive et specifikt mål for denne. Forventningen i den tidligere strategi var en overskudsgrad på over 30 pct. Ifølge Per Fogh er denne justering af forventningerne en væsentlig forklaring på aktiens fald.

- Chr. Hansen har altid været en dyrt prissat aktie, hvor der har været høje forventninger både til væksten fremadrettet og til indtægtsmarginalen.

- Når de kommer ud med lavere forventet vækst fremadrettet, vil det sætte sig i aktien med det samme, siger Per Fogh.

På den måde er selskabet blevet offer for sin egen succes, da de har haft en flot vækst de seneste par år, som ikke kan forsætte, vurderer han.

Læs også: Lars Tvede: Forbered dig på dette scenarie

Han påpeger, at Chr. Hansen tidligere har været meget specifik i sine forventninger, hvor selskabet nu angiver forventningerne som en gennemsnitsbetragtning for perioden uden et specifikt tal, hvilket øger usikkerheden om væksten.

- Deres produkter fejler intet, og de leverer virkelig stærk vækst. Aktien er bare prissat for dyrt i forhold til den vækst, de nu forventer fremadrettet. Det skal markedet lige justere til, siger Per Fogh.

UVISHED OM FREMTIDEN FOR DE NATURLIGE FARVER

I den nye strategi nævnes det, at den strategiske gennemgang af divisionen "Natural Colors", går fremad.

Her mangler investorerne en afklaring af, hvad selskabet har af planer for divisionen, mener Per Fogh.

Chr. Hansen skriver i strategien, at man stadig ser divisionen som markedsydende indenfor naturlige farver.

- Spørgsmålet er bare, om den skal være ejet af Chr. Hansen, eller om der er andre spillere i markedet, som kunne eje den og drive den bedre end Chr. Hansen kan, siger Per Fogh.

Han vurderer, at Chr. Hansen kan ende med at sælge divisionen, da det vil give selskabet mulighed for at fokusere på områderne "Health & Nutrition" og "Food Cultures and Enzymes", som er i centrum i strategien frem mod 2024/25.

Chr. Hansen-aktien falder tirsdag eftermiddag med 3,2 pct. til 699,70 kr.

Læs også:  Bavarian-analytiker: Vi ser en sandsynlighed for en opjustering

Læs også: Tror du, at det danske aktiemarked har toppet? Det mener momentuminvestoren

/ritzau/FINANS