Stort vækstpotentiale i vindenergi kommer til at smitte positivt af på Vestas.
Det vurderer Jacob Pedersen, som er aktieanalysechef i Sydbank.
Han forventer en stigende efterspørgsel på vindenergi på grund af den grønne omstilling og politiske initiativer i både USA og Europa, som skal sætte skub i denne.
Læs også: Nordnet: Her er udfordringen for Vestas og investorerne
Det kommer til at skabe en gunstig situation for den danske vindmøllegigant ifølge aktieanalysechefen.
»Vestas’ stærke markedsposition i vindindustrien, vækstpotentialet i samme og udsigterne til bedre indtjeningsniveauer efterlader efter vores vurdering plads til attraktive kursstigninger fra det aktuelle niveau,« skriver Jacob Pedersen.
Han forklarer, at Vestas' indtjening er negativt påvirket af projekter, som er vundet for flere år siden, hvor priserne er lave, men omkostningerne er steget siden aftalernes indgåelse.
Det kommer dog til at ændre sig inden længe ifølge aktieanalysechefen.
Læs også: Jyske Bank: 3 danske aktier, der snart kan flyve i vejret
»I takt med at de næste kvartaler går, vil den seneste periodes massive salgsprisforhøjelser blive synlige i resultatopgørelsen og afdække et helt andet og langt højere indtjeningsniveau end det aktuelle,« skriver Jacob Pedersen.
Vestas-konkurrenten Siemens Energy blev sendt ud i et stort kursfald i juni efter selskabet offentliggjorde en opsigtsvækkende melding om, at selskabet var i store problemer, og at, man derfor måtte droppe forventningerne til 2023.
Jacob Pedersen er dog ikke bekymret for, at problemerne hos Siemens kommer til at ramme Vestas.
»Vi forventer desuden, at Vestas kan gå uden om de store (og primært selvforskyldte) problemer, som konkurrenten Siemens Gamesa aktuelt oplever, men som bestemt også holder snor i Vestas-aktien. I stedet kan Vestas udnytte konkurrentens kvaler til at vinde markedsandele,« skriver Jacob Pedersen.
Sydbank har en købsanbefaling på Vestas-aktien, som er steget med over 16 pct. de seneste 12 måneder.
Læs også: Tesla slår rekord
Læs også: 3 mulige vinderaktier: 'En interessant langsigtet investering'

Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner