Danske Bank skruer godt ned for sine forventninger til året, men det får næppe Sydbank til at pille købsmærkatet af Danske Banks aktie.

»Vi afholder os fra at sænke anbefalingen til trods for de svage resultater i øjeblikket og truslen om en økonomisk vækstopbremsning,« fremhæver banken i et notat mandag.

Det er ustabilitet på de finansielle markeder, som har fået Danske Bank til at blive mere pessimistiske omkring årets gang. Banken regner med at lande et resultat i år på et sted mellem 10-12 mia. kr. mod tidligere 13-15 mia. kr.

Selvom det fra flere analytikeres side var ventet, at banken ville skrue ned for forventningerne, så er de alligevel banket mere i bund, end man i første omgang havde regnet med.

I samme stil er nedjusteringen større end Sydbanks tidligere forventninger. Men alligevel beholder Danske Bank-aktien altså sin købsanbefaling af én overskyggende grund:

»Det skyldes, at modvinden fra de finansielle markeder er af midlertidig karakter, mens stigende renter og højere volumen bør sikre fremgang i kerneindtægterne, og snarlige fald i omkostningerne vil understøtte indtjeningen,« vurderer Sydbanks aktieanalytikere i et notat mandag.

Sydbank sænker deres estimat for Danske Banks nettoresultat i 2022 med 9 pct. til 11,3 mia. kr. Tidligere regnede Sydbank med, at Danske Bank ville ramme 12,7 mia. kr.

Estlandssagen spøger stadigvæk omkring Danske Bank, men Sydbank forventer en »snarlig afklaring« angående sagen, hvilket også bakker op om, at aktien er et  køb værd. Dertil har Danske Bank en »stærk kreditkvalitet«.

»Dette i kombination med en meget lav værdiansættelse gør, at ser vi stadig ser en attraktiv balance mellem risiko og afkastpotentiale i Danske Bank aktien – især for den langsigtede investor,« skriver Sydbank.

Investorerne har vendt tomlen nedad til Danske Bank på børsen mandag, og den bakker med 4,1 pct. ved middagstid.

Læs også: Goldman Sachs: Her er de bedste aktier lige nu

Læs også: En slags pensionsopsparing giver baghjul