Henter kommentarer

Sydbank om stort fald i Vestas-aktien: Sådan skal det ses


Vestas-aktien er faldet kraftigt, siden vi bevægede os ind i 2021.

Aktien i den danske vindmøllegigant er nede med næsten 19 pct. siden dens top 7. januar i år. Men hvad skal man tænke, hvis man har den danske vindgigant i porteføljen? Det har Sydbanks aktieanalysechef Jacob Pedersen et bud på.

Han fremhæver, at Vestas-aktien har været en af danske aktier, der har gjort det allerbedst siden begyndelsen af 2020. Vestas-aktien er siden indgangen til 2020 steget med 90 pct., og selv efter de seneste ugers opsigtsvækkende fald, så er det den C25-aktie, der har gjort det tredje bedst. Kun Ambu og Pandora slår vindmølleaktien med stigninger på henholdsvis 168 pct og 125 pct.. Det er i det lys, at aktionærerne skal se Vestas-aktiens fald, mener han.

»De aktier, der stiger 100 pct. på et år, uden at indtjeningsudviklingen følger med er sårbare, hvis stemningen skifter,« påpeger Jacob Pedersen.

Investorer har givet aktien luft under vingerne på en forventning om masser af stimuli i USA samt på masser af opløftende meldinger fra USA's præsident Joe Biden, der har talt varmt for grøn omstilling.

»Man skal vurdere, hvad man regner med i den her industri. Hvis man stadig tror på, at der vil være efterspørgsel på bæredygtige løsninger og investeringer, så er der relativt få kort, man kan spille på. Et af de stærke kort, man kan spille på, er Vestas. De er en klar førerhund inden for landvind og på vej til at bygge en position inden for havvind. Det er bare ikke det samme, som at aktiekursen skal stige hver eneste dag,« udtaler Jacob Pedersen og tilføjer:

»Når der bliver talt om bobler inden for bæredygtige investeringer, så rammer det også selskaber som Ørsted og Vestas, selv om de boblelignende tilstande er i nogle langt, langt yngre og mindre modne dele af den bæredygtige-industri.«

Han mener, at man helt naturligt skal være varsomme, når man investerer, men at man også skal gøre op med sig selv, hvorvidt man er investeret på lang sigt, eller om man skal ind og ud af aktierne hele tiden.

»Du kan hurtig blive fattig, hvis du hele tiden hopper ind og ud af dine positioner, hvis du ikke er god til at time det,« udtaler Jacob Pedersen.

Læs også: Vestas-direktør: Modvion kun begyndelsen – flere investeringer på vej

»Hvis du er i Vestas på det lange sigt og mener, at der er potentiale til, at selskabet kan levere varen inden for havvind, så er der for mig at se masser af plads til kursstigninger, men du må ikke forvente, at de kommer i morgen. Vestas-aktien afspejler jo i dag et indtjeningsniveau, der ligger nogle år ude i fremtiden  – ligesom mange andre danske aktier,« udtaler Jacob Pedersen.

Han vurderer, at det danske selskab rummer kvalitet, og at der fremover vil være en stor efterspørgsel på selskaber, der levere bæredygtige løsninger, og som kan gøre det med styrke og overskud.

»Dem er der ikke særlig mange af. Vestas er et af dem, og derfor tror jeg også, at aktien vil kunne handle til det, som jeg objektiv vil se som en dyr prisfastsættelse, fordi der er en stor efterspørgsel på det, som Vestas laver, og fordi der også er kvalitet i det, som de laver,« udtaler han og tilføjer:

»Når jeg lægger en succesfuld entré i havvind-segmentet ind i min model, så er der stadig plads til kursstigninger, som vil være de fleste aktionærer glade,«

Jacob Pedersen har en køb-anbefaling på den danske vindmøllegigant, og hvilket også fremgår af Sydbanks hjemmeside.

Læs også: Vestas-chef: Frygter ikke skærpet konkurrence blandt vindgiganterne

Læs også: Vestas Ventures køber ind i træteknologi med første investering