Henter kommentarer

Sydbank: Vigtig 'lakmustest' venter inden inflationstal fredag


Investorerne får i dag en forsmag på de foreløbige europæiske inflationstal for august, som bliver offentliggjort fredag formiddag. 

Torsdag bliver der nemlig offentliggjort inflationstal fra Spanien og Tyskland, og de har potentiale til at påvirke markedet, mener Sydbank: 

»Skulle den spanske og tyske inflation komme ud højere end ventet, kan det presse renterne op og stille lidt spørgsmålstegn ved, om ECB sænker renten i midten af september,« lyder det i en kommentar fra Sydbank. 

Læs også: Nordea: Det kan forklare kursdyk til Nvidia

I øjeblikket venter markedet, at inflationen i Spanien vil falde til 2,5 pct. fra 2,9 pct., mens den tyske inflation forventes at aftage til 2,3 pct. fra 2,6 pct.

»Hvis forventningerne indfries, vil det pege inflationen i hele eurozonen ned. Det vil være en udvikling, som direktørerne i Den Europæiske Centralbank (ECB) vil være godt tilfredse med,« skriver Sydbank. 

ECB-direktørerne holder øje med inflationen i Europa, da det har stor indvirkning på, om det er tid til at sænke de pengepolitiske renter yderligere. Terorien tilsiger, at jo tættere inflationen kommer på 2 pct., jo mere kan centralbanken lempe pengepolitikken. 

De samlede europæiske inflationstal bliver offentliggjort fredag formiddag kl. 11. ECB kommer med sin næste rentebeslutning d. 12 september.