Henter kommentarer

Tænk dig om en ekstra gang: Her er de usynlige udgifter ved et sommerhus


Skov, strand og frisk luft. Et sommerhus bringer mange glæder med sig, men før man køber drømmesommerhuset, skal man slå koldt vand i blodet og tænke sig om en ekstra gang.  

Der følger nemlig som regel en del usynlige udgifter og uforudsete behov med i købet. 

Sådan lyder det fra Jovica Stanković, der er finansiel rådgiver og partner hos den uvildige køberrådgiver Bomae.

»Man skal huske på, at det at have et sommerhus altid fører nogle afledte behov med sig.«

Det kunne for eksempel være, hvis man ikke har bil i forvejen, men man køber et sommerhus for at kombinere lejlighed i København eller en af de større byer med et sommerhus på landet.

»I de fleste tilfælde resulterer det i, at man før eller siden køber en bil, for ellers bliver det for besværligt,« forklarer han.

Derudover er der al vedligeholdelsen ved et sommerhus og beplantning. 

»Alle der har været forbi Plantorama en gang ved godt, at have altså er en budgetpost,« siger han.

Læs også: Skal du også ud at kigge? Her får du mest sommerhus for pengene

Oven i de ekstra udgifter er der også al den tid, der skal bruges på at slå græs, klippe hæk og så videre.

Jovica Stanković påpeger derfor, at det er en god idé at tage snakken hjemme ved køkkenbordet om, hvad et sommerhus kommer til at koste i både tid og penge – altså udover købsprisen - før man skriver under på købskontrakten.

Man skal gøre sig nogle realistiske tanker om, hvordan man vil gribe det an, og hvordan man vil få plads til det hele i både budgettet og kalenderen, pointerer han.  

Læs også: Jyske Bank: Det skal du huske, før du køber sommerhus

Læs også: 30-årige Sebastian med gylden boligfinte: Sådan har jeg fået ‘gratis’ sommerhus på Nordkysten