Det amerikanske elbilselskab Tesla var torsdag i modvind på finansmarkederne. 

Tesla-aktien blev nemlig sendt ned med 4,4 pct. 

Det er både helt på sin plads, men også en smule paradoksalt, skriver investeringsøkonom ved Nordnet Per Hansen i en kommentar. 

For ifølge økonomen skyldes torsdagens kursfald, at investorerne rettede opmærksomhed mod, at Tesla i august oplevede en estimeret salgsnedgang på 22 pct. i forhold til samme periode sidste år i Europa. 

Derudover står Tesla overfor en række andre udfordringer. Blandt andet taber selskabet markedsandele i Kina og Europa, ligesom der også er en smule modvind i USA, ifølge Per Hansen. Her presser udfasningen af skatterabat på elbiler ved udgangen af september også selskabets fremtid. 

Problemet er, at udfordringerne er kendte. På trods af dette, er Tesla-aktien steget 22 pct. den seneste måned og knap 47 pct. de seneste seks måneder. 

»Alle disse tal er kendte størrelser. De har været rapporteret. Der er indeholdt i kvartals- og halvårsregnskaber. Ingen kan tillade sig at hævde, at de ikke er bekendte med den udvikling. Alligevel var det så åbenbart lige i går, at der kom fokus på det,« skriver Per Hansen i en kommentar og fortsætter: 

»Kursfaldet er naturligt, men også meget mærkeligt. Hvis kursfaldet skulle være relateret til udviklingen i bilsalget, giver prisfastsættelsen og kursudviklingen ikke rigtig nogen mening. Tesla og Elon Musk er sin egen størrelse, og deres veje er uransagelige.«

Tesla-aktien er oppe med 4,8 pct. i 2025 indtil videre. 

Millionærklubben

Hvornår skal man starte med at investere? Så tidligt som muligt, lyder det overordnede gode råd fra dagens panel. Millionærklubben sætter fokus på investering til børn og unge med investorer i alle aldre i studiet; Jacob Frehr, stifter af Neminvest, Jacob Munk-Stander, stifter af Tobi og Lau Svenssen, chefanalytiker i Svenssen & Tudborg.  Vært: Bodil Johanne Gantzel