Tech-virksomheden Anthropic, der blandt andet står bag AI-modellen Claude, har mandag fremlagt sit børsprospekt, der blandt andet afslører nye regnskabstal og planer om at starte handel på børsen i november.

Det giver samtidig investorerne et vigtigt indblik i en af de førende virksomheder indenfor kunstig intelligens, lyder det fra Benjamin Bjerre, der er investeringschef i teknologifonden Techwave: 

- Mit take er, at Anthropics IPO (børsnotering, red.) kan blive en vigtig test af både investorernes appetit på AI (kunstig intelligens, red.) og økonomien bag teknologien, skriver han i en kommentar til Euroinvestor.

Han bider mærke i, at Anthropic i børsprospektet viser en vild vækst i omsætningen på 1300 pct. fra første halvår 2025 til første halvår af 2026, samtidig med at driftunderskuddet falder.

- Det vil være et tegn på, at forretningen begynder at skalere økonomisk. Men vi skal stadig se pengestrømmene, før vi kan konkludere, hvor tæt selskabet er på at kunne finansiere sig selv, lyder det fra Benjamin Bjerre.

Investoren bider også mærke i, at Anthropic i børsprospektet fortæller mere om sine investeringer i regnekraft eller kapacitet til AI-beregninger - såkaldt compute. Selskabet angiver begrænsninger i compute som en af de vigtigste risici for selskabet, og børsprospektet viser massive investeringer i kapacitet.

Benjamin Bjerre vil derfor nærlæse, hvordan en stor køber af computerkraft agerer:

- Hvis efterspørgslen er stærk, marginerne forbedres, og finansieringen er robust, kan det understøtte investeringscasen hos leverandørerne. Hvis væksten kræver vedvarende kapitaltilførsel på vanskelige vilkår, kan det udfordre markedets forventninger til de fremtidige AI-investeringer, skriver Benjamin Bjerre og fortsætter:

- Samtidig får investorerne mulighed for at købe en mere direkte eksponering mod AI-modeller. Det kan flytte kapital mellem techaktier omkring noteringen, men en vellykket IPO er ikke automatisk positiv for alle AI-selskaber.

Han har endnu ikke besluttet sig for, om han vil købe op i forbindelse med børsnoteringen:

- For os bliver det afgørende derfor kombinationen af dokumenteret driftsøkonomi, fremtidigt kapitalbehov og værdiansættelsen ved børsnoteringen. En imponerende virksomhed kan stadig være en dyr aktie, kokluderer Benjamin Bjerre.

Anthropic har ikke afsløret hvor mange aktier man vil sælge, eller hvilken værdiansættelse selskabet vil gå på børsen til. Det  vil blive offentliggjort på et senere tidspunkt. 

Millionærklubben

Der er lagt op til et brag af en uge på aktiemarkederne med regnskaber fra giganter som Microsoft, Alphabet og Amazon, samt rentemøder i både Federal Reserve og ECB. Sidste uge bød på fortsat nervøsitet på markederne som følge af højere oliepris og nye fald til chipaktierne. Hvordan reagerer investorerne på denne uges nyhedsstrøm? Lars Persson, Michelle Nørgaard og Helge Larsen er i studiet og runder også fredagens data fra Genmab, samt den seneste tids nyheder fra bl.a. DSV og Novo. I studiet: Lars Persson, analytiker i Aktierådet Michelle Nørgaard, selvstændig investor Helge Larsen, investor og redaktør, Proinvestor Vært: Lasse Ladefoged