Tirsdag bød på ny rekordkurs til teknologiindekset Nasdaq efter nogle svære måneder, men der kan fortsat være bump på vejen forude, lyder det fra Philip Jagd, der er aktiechef i Sampension.
De seneste år har aktiemarkedet været styret af techaktierne, der er steget eksplosivt, forklarer aktiechefen og tilføjer:
»I første halvdel af 2025 har vi været vidner til en helt anderledes, men dog særdeles bemærkelsesværdig udvikling for techaktierne. Da vi tog hul på året, fortsatte aktierne i vejret til nye højder. Men i kølvandet på Trumps 'Liberation Day' i starten af april dykkede de markant, og på et tidspunkt var de nede med 20 pct. Siden da har de leveret et imponerende comeback og er nu tilbage på rekordsporet.«
Men om techaktierne vil fortsætte yderligere i vejret herfra, er svært at spå om.
»Man skal i hvert fald indstille sig på, at der kan vente bump på vejen i den kommende tid. Det gælder ikke mindst usikkerheden om, hvordan handelskrigen kommer til at udvikle sig, når Trumps toldpause efter planen udløber d. 9. juli. Herudover venter der fra slutningen af juli en ny regnskabssæson, som også kan få stor betydning for, hvilken vej pilen kommer til at pege for disse aktier – og dermed også for de amerikanske aktier generelt,« siger Philip Jagd.

