Den amerikanske techkæmpe Apple leverede torsdag et regnskab der overgik Wall Streets forventninger - også for det kommende kvartal. 

Men aktien kunne ikke for alvor komme ud af starthullerne i det amerikanske eftermarked, da bekymringer om potentielle prisstigninger på hukommelse i Apples produkter fylder hos investorerne. 

Apple har skævt regnskabsår, og kunne derfor præsentere tal for første kvartal af 2026 torsdag aften. Her landede omsætningen på hele 143,7 mia. dollar mod Wall Streets forventninger om 138,9 mia. dollar. 

Den pæne udvikling var blandt andet drevet af et stærkt salg af iPhones, lød det fra adm. direktør Tim Cook. 

Indtjeningen per aktie var omtrent 6 pct. højere end ventet og landede på 2,84 dollar per aktie, mod forventninger om 2,68 dollar per aktie. 

Forventningerne til det kommende kvartal, var ligeledes bedre end ventet. Her venter Apple at omsætte for 109,1 mia. dollar mod forventninger om 105,6 mia. dollar hos analytikerne. Samtidig forventer Apple også fremgang på bruttomarginen, der ventes at gå frem til ca. 48,5 pct. mod forventninger om 47,6 pct. i markedet. 

Dog var det bekymringer om stigende priser på hukommelse til Apples produkter, der prægede investorerne. Det skete blandt andet fordi Apples adm. direktør Tim Cook kunne fortælle at man forvente at de stigende priser vil påvirke marginerne i de kommende kvartaler. 

»Vi ser fortsat, at markedspriserne på hukommelse stiger markant,« lød det fra Tim Cook ifølge Bloomberg. 

I en iPhone bruges der flere typer af hukommelse - blandt andet RAM og NAND. Det gør iPhonen i stand til at gemme apps og data, så telefonen kan køre hurtigt og skifte gnidningsfrit mellem opgaver.

Apple-aktien lukkede relativt uændret i det amerikanske eftermarked, efter at aktien kortvarigt steg omkring 1 pct. 

Den er nede med 5 pct. i år indtil videre, men skruer man tiden tolv måneder tilbage er Apple-aktien oppe med knap 8 pct. 

Morgennyheder

Hver morgen opdaterer Euroinvestors finansjournalister dig på de vigtigste historier om dine aktier og i øvrigt om alt det, der påvirker økonomien - især din egen. Vært: Laura Bitte Rossau