Teenager byggede aktieværktøj - nu har faderen vundet gavekort på 11.000 kr. i Millionærklubbens Aktiespil


Med is i maven og analyser fra sønnen Sebastians aktieværktøj sikrede Tonny Klein fra Esbjerg sig denne uge et attraktivt spaophold for ugens højeste afkast i Millionærklubbens Aktiespil.
Ugepræmien er blot en af en lang række af gevinster, som de 20.000 spillere kan se frem til, indtil spillets afslutning den 31. oktober, hvor vinderen af førstepræmien på 250.000 kr. bliver fundet.
»Vi bruger meget krudt på at finde fælles interesser herhjemme, og snakken falder ofte på aktier. Min søn har altid været god til tal og systemer, og han har lavet nogle analyseværktøjer, som vi kigger meget i. Aktier er blevet sådan en hobby herhjemme,« siger Tonny Klein, som også går efter denne uges præmie.
Spillere kan i denne uge se frem til en attraktiv præmie, da deltageren med de højeste ugentlige afkast kan se frem til et gavekort på 10.000 kr. til Kurhotel Skodsborg.
Du kan se hele præmieoversigten her.
Euroinvestor kunne sidste år fortælle historien om Sebastian Klein, der som 13-årige skabte et værktøj, baseret på tekniske indikatorer som RSI, der fortæller om en aktie er købt eller solgt for meget, og volumen, der viser hvor meget en aktie handles.
Den unge investors værktøj kan bruges til automatisk at scanne markedet for aktier med en usædvanlig høj aktivitet.
»Jeg kan ikke finde ud af at bruge det. Det er ham, der er skidegod til det, så jeg høster mere frugten af at lytte til ham,« fortæller faren.
På trods af Tonny Kleins manglende kundskaber med værktøjet, har han stadig indtaget aktiespillets førsteplads over 20.000 andre deltagere.
»Jeg solgte alt, hvad jeg havde, fordi jeg tror, at det skal lidt nedad nogle dage, og så hopper man selvfølgelig på igen, når de kommer op igen,« siger Tonny Klein, der også bruger sønnens værktøj, når han handler aktier i det virkelige liv.
»Værktøjet bliver også brugt uden for spillet, men desværre er man ikke helt så risikovillig når det kommer til rigtige penge,« tilføjer han og fortsætter, at de tit taler om, hvor meget han går glip af, når han ikke lytter til sin søn.
Tonny Klein solgte i fredags 11 aktier i blandt andet Crowdstrike, Netflix og Shopify. Du kan se hele hans portefølje her.
Sidste år i Millionærklubbens Aktiespil dannede far og søn makkerpar, da den dengang 17-årige Sebastian Klein ikke kunne deltage på grund af sin alder.
Nu er han fyldt 18 år og kan stille selvstændigt op, men selvom far og søn i dag dyster mod hinanden, deler Sebastian Klein stadig sine analyser med sin far.
»Vi bruger meget tid på at sidde og diskutere analyserne, fordi jeg kigger mere ud fra det pragmatiske og ud fra erfaringen, hvor han måske sidder og kigger meget mere i data, kan man sige,« fortæller Tonny Klein.
Netop pragmatismen er noget, som Tonny Klein implementerer i aktiespillet. Han solgte i fredags samtlige af sine fiktive aktier. I mellemtiden var han nødt til at investere igen, i de sidste timer af fredagens handler, da der var tæt løb om førstepladsen.
»Det er klart, at når det er et spil, er der en anden risikoprofil end i den virkelige verden, og man kan bedre tage chancer, fordi det går sgu aldrig helt galt. Så må man prøve at finde noget nyt igen,«
»Så det var sådan lidt en mavefornemmelse og lidt ud fra analyser,« tilføjer Tonny Klein.
Kombinationen af Sebastian Kleins analyser og Tonny Kleins pragmatisme er måske det, der har resulteret i Tonny Klein som aktiespillets anden ugevinder - og han har nu vundet tre dages spaophold på Griffen Spahotel på Bornholm til en værdi af 11.000 kr.
»Som jeg også sagde sidste gang: 'Man skal have is i maven og sørge for at sprede sine risici'. Det er også strategien i år.«
TK har dog genindkøbt til porteføljen, der stod tom over weekenden, og man kan nu finde Nebius Group, First Solar, Astera Labs, Lumentum og Coherent Inc.