Tesla-aktien er blevet sendt op med næsten 18 pct. den seneste måned, men nu lander elbilgigantens leveringstal snart, og det kan komme til at rykke ved kursen.

Aktiens optur er ikke bevæget sig op grundet ændrede indtjeningsforventninger, og der ligger tit noget andet bag, lyder vurderingen fra investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet.

»Tesla-aktien har over de seneste uger, måneder, kvartaler haft for vane at bevæge sig uafhængigt af udviklingen i indtjeningsforventningerne. Det skyldes, at Tesla og aktiekurs i større udstrækning er relateret til, hvad Elon Musk gør og har gjort,« skriver investeringsøkonomen.

Tirsdag kommer der så fokus på selve Teslas forretning, når virksomheden ventes at præsentere leverencetal, og de var i første kvartal ikke noget at råbe hurra for.

»Første kvartal var, med hensyn til billeverancerne, skuffende og det har bragt forventningerne ned til andet kvartal,« skriver Per Hansen.

Det var den 2. april, at tallene sidst blev offentliggjort, og de skuffende tal fik flere investorer til at frasælge Tesla-aktien, som faldt ned med næsten 5 pct.

Forventningen var, at selskabet ville levere 457.000 biler, men Tesla endte med kun at levere 386.810 biler.

Tirsdag er forventningen, at selskabet vil levere 439.302 biler, viser tal fra Bloomberg, der har samlet estimater fra analytikerne af Tesla.

Investorerne har allerede fået indsigt i leverencetal for andet kvartal fra flere kinesiske bilproducenter, og det smittede også af på Tesla-aktien, der steg med 6 pct. på en dag, hvilket kan tilskrives forhåbninger om en øget efterspørgsel på elbiler i Kina ifølge Per Hansen.

Udover leverancetal kommer investorerne også til at få indsigt i produktionstallene, og de viste også et »mismatch« mellem leverancer og produktion, fremhæver Per Hansen.

Tesla producerede nemlig cirka 47.000 biler flere end de leverede, så der kommer til at være fokus på det, lyder vurderingen fra investeringsøkonomen.

»I andet kvartal vil der både være fokus på leverancer, men formentlig også forholdet mellem produktion og leverance for at se om biler på ”lager” har været solgt i kvartalet. Plus naturligvis de prisnedslag, som har været givet. Den effekt kender vi først om nogle uger i forbindelse med kvartalsregnskabet,« skriver han i en kommentar.

Læs mere: Droppede forventningerne og faldt 40 pct. på en dag: Nu har dansk selskab en plan klar – vil nedlægge 30 stillinger

Læs mere: Jyske Bank anbefaler at købe C25-aktie: Gode udsigter på trods af dårligt vejr