Henter kommentarer

Tesla-aktien fik nyt stort kurshug: Økonom fremhæver mulig årsag


Den populære elbilaktie Tesla fik endnu et kursmæssigt nyrehug torsdag, hvor selskabet blev 6 pct. mindre værd. 

Dermed er Tesla-aktien faldet med 34 pct. i 2025 indtil videre. Investeringsøkonom ved Nordnet, Per Hansen, peger i en kommentar på årsagen bag kursfaldet: 

»Temaet er fortsat usikkerhed med hensyn til hvad Donald Trumps toldideer kommer til at betyde,« lyder det fra Per Hansen, der tilføjer: 

»De amerikanske aktier har mest i klemme. Det skyldes, at det er her faldhøjden er højest, det er her prisfastsættelsen er højeste og det er her de fleste investorer har placeret deres penge.«

Det var dog ikke kun Tesla-aktien, der torsdag led under investorernes tarif-usikkerhed. Også Palantir-aktien faldt tungt med 10 pct., mens store navne som Netflix, Meta og Amazon også faldt tungt. 

»Spørgsmålet er, om der findes en 'Trump put', som er et udtryk på engelsk, som kan beskrives som et tidspunkt, hvor Trump indser, at toldsatser er dyrt, koster forbrugerne og virksomhederne penge, og får aktiekurser til at falde, som også og i høj grad rammer amerikanerne,« påpeger Per Hansen. 

Selvom Tesla-aktien på det seneste har været under pres, er aktien stadig oppe med 49 pct., når man kigger et år tilbage.