Henter kommentarer

Tidligere bankboss indstilles som bestyrelsesformand i børsselskab

Karen Frøsig indstilles som bestyrelsesformand i Flügger. 
Karen Frøsig indstilles som bestyrelsesformand i Flügger.  Foto: Mathias Svold
Vis mere

Den tidligere mangeårige adm. direktør for Sydbank, Karen Frøsig, indstilles til bestyrelsesformand i det danske malingselskab Flügger.

Det fremgår af en meddelelse onsdag.

- Flügger har et solidt potentiale med en unik forretningsmodel, og jeg ser frem til at bygge videre på en virksomhed med et stærkt brand og en god finansiel styring, udtaler Karen Frøsig.

Sammen med Karen Frøsig vil to nye bestyrelseskandidater stille op til valg i bestyrelsen. Alexander Vilhelm Martensen-Larsen der har erfaring fra stillinger hos Gubra, Revolution Race og IC Group går efter posten som næstformand.

Også Nicolai Schnack, der i øjeblikket er CTO i Joe & The Juice, indstilles som ordinært, ikke-uafhængigt medlem.

Nikolai Schnack er barnebarn til hovedaktionær Ulf Schnack.

Endeligt genopstiller Bettina Antitsch Mortensen til bestyrelsen. Hun blev valgt i 2022, og er i øjeblikket storaktionær i Flügger.

- Bestyrelsen er en vigtig sparringspartner for os, og jeg er stolt over, at vi kan tiltrække så stærke profiler. Det bliver en alsidig gruppe af både kompetencer, baggrunde, køn og alder, der kommer til at sætte et vigtigt præg på fremtidens Flügger, og jeg ser i høj grad frem til samarbejdet, udtaler adm. direktør Sune Schnack.

Flügger har for nyligt været i vælten, fordi det er kommet frem, at selskabets maling er blevet solgt i Rusland - på trods af sanktioner mod landet.

Flügger-aktien er steget med 0,6 pct. i år indtil videre.